Tag nu en sang som ’Acid Jazz Singer’. I den finder vi vor helt liggende i rendestenen på vej hjem fra en bytur i det altid nådesløse morgenlys, da en kvinde heldigvis kommer forbi.
For straks at kaste denne invitation ud over den krøllede brandert: »I’m no genious and I’ve lost my soul/ The books are on the table and the secret’s on the shelf/ And it’s one time, keep it slow, wind them up and here we go/ get it right today and you may be still be here tomorrow«. Sunget af sanger Jon Fratelli i et omkvæd så stort som et stadion og så effektivt, at selv den mest sanseløse pubgæst kan synge med, når det kun er den næste pint, der lyser op i natten. Det er den slags fornøjeligt filosofiske rocksange med poppet imødekommende melodier, der gør The Fratellis til et så herligt og uprætentiøst bekendtskab. Kvartetten fra Glasgow, som debuterede med ’Costello Music’ for to år siden, holder fast i den djærvt iørefaldende, let flydende og energiske stil på ’Here We Stand’.
