Selv om råvarerne er klassiske og daterer sig helt tilbage til 1950’erne og 60’erne, smager frembringelser naturligvis ikke ligesom mammas pasta, når en af rockens største excentrikere, Mike Patton, spreder spaghettien i alle retninger. Kendere og elskere af italiensk popmusik vil få sig et chok. Og dog.

Den helt store bedrift på den 42-årige Faith No More-sangers fremragende album er nemlig, at han formår både at levere kostelig kitsch og ikke desto mindre holde stilen, så man straks får lyst til at lære disse italienske sange udenad og synge dem under en nøje udvalgt balkon. Selv om Mike Patton er eksperimenternes mester, er der rig mulighed for at dele både rødvin, romantik og en tallerken dampende varm spaghetti på Lady & Vagabonden-manér på ’Mondo cane’. Faktisk har Patton aldrig lydt mere klar i mælet og sikker i sin sag, når han har været uden for Faith No More, end her på det album, der er en dyb kærlighedserklæring til Italien. Futuristisk kogebogsmusik Og poppen er andet end blot en forhastet ferieflirt. Allerede i 1997 havde Mike Patton fat i sin forkærlighed for Støvlelandet på sit andet soloalbum, ’Pranzo oltranzista’ med undertitlen ’Musica da tavola per cinque’. Albummet var baseret på Filippo Tommaso Marinettis futuristiske kogebog fra 1932, og musikken var mildt sagt sofistikeret. Det er den også på ’Mondo cane’, men ikke utilnærmelig, elitær og uharmonisk, som Mike Patton lidt for ofte har været i sine talrige projekter. Sjovt nok har sangeren med den enorme virkelyst og trang til at udfordre både sig selv, sine kolleger og sit publikum en af den moderne rocks bedste og mest spændende stemmer.