Lige siden Michael Jackson døde forrige sommer og dermed både genvandt sin tabte respekt og positionen på hitlisternes top, har verden ventet på nyt fra gravkammeret. Nu er ’nyheden’ så landet i form af det posthume album ’Michael’. Et historisk værk, i den forstand at vi her præsenteres for et helt album samlet og færdiggjort af andre efter en kunstners død.
Ganske vist er der udgivet posthum musik med eksempelvis danske Natasja, men her – som i andre tilfælde – var der tale om stort set færdiggjorte album, godkendt og gjort klar til afsendelse af solisten selv.




























