Med et gigantisk udtryk, en overvældende lyd, en altædende storhed og en fanskare med alle tænkelige grupperinger er Pink Floyd rockens sidste supermagt. Fra 70-årige entusiaster til 12-årige nykomne, fra gymnasieeleven over de musikstuderende og bankfuldmægtige til direktøren med verdens lækreste lydanlæg, fra elektroniske musiknørder til inkarnerede rockfans. De holder alle sammen med Pink Floyd. Skulle der alligevel være en enkelt verdensborger eller to, der ikke ejer et album med supermagten, får man chancen nu. I kraft af bokssættet ’Discovery’ med samtlige 14 studiealbum, Pink Floyd har udgivet og kommer til at udgive. For selv om gruppen faktisk ikke er officielt opløst, er det eneste, medlemmerne med sikkerhed kan blive enige om, at der ikke kommer flere studiealbum. Fair nok.
Overvældende bokssæt
Med genudgivelsen af det helt overvældende bokssæt – med remasterede versioner af alle de historiske album – står det fast, at Pink Floyd har gjort sin pligt og rejst et monument over, hvor langt noget så simpelt som rockmusik kunne komme i kunstnerisk, æstetisk og politisk henseende.
Bokssættet er startskuddet til flere genudgivelser og fund fra gemmerne med Pink Floyd, som pladeselskabet EMI har lanceret under mottoet Why Pink Floyd?
LÆS ARTIKELPladeselskab udgiver ukendt Pink Floyd-materiale
Det nærliggende svar på det spørgsmål er naturligvis, at pladebranchen stort set har opgivet at tjene noget på udgivelser af ny musik på cd og derfor må skamride de navne, der har et købedygtigt publikum, som må have alt i fysisk format.






























