Hold da kæft for en start. Synkoperede beats tæsker ud af forvredne trommer, computere brummer, en bas hugger løs til alt, hvad der bevæger sig, og en guitar støjer ind over det hele. Rammstein som countryband? Nej. Wilco. Som Wilco, der lader den fornemt indledende symfoni af støjrock, 'Art of Almost', forløse sig selv med munter fløjten.
Ikke det mindste udbrændt Sådan lyder et band, der i den grad stoler på sig selv. Der er da heller ikke grund til andet med så fænomenale instrumentalister, der under ledelse af den urokkelige Jeff Tweed står som de store fornyere af den traditionsrige roots-rock i USA. Efter otte album er der ikke bare det mindste tegn på udbrændthed hos Wilco. LÆS OGSÅ:Pink Floyd-bokssæt er en guldgrube af rockhistorie På 'The Whole Love' favner bandet alle sine facetter i fine sange. På den orgelbårne rockende 'I Might' strejfer de ikoner som selveste The Beatles, mens 'Sunloathe', 'Black Moon' og 'Open Mind' er ballader af fineste skuffe fra oldemors kommode på farmen. Og på 'Capitol City' får vi pludselig en enkel, men uimodståelig popsang at nynne med på.
Kæmpe opfindsomhed og overskud Her kan alt lade sig gøre. Opfindsomheden og overskuddet er enormt. Det betyder selvsagt, at 'The Whole Love' er alt andet end et helstøbt album. Til gengæld er det en stor fornøjelse. FACEBOOK: