Selv om han er det eneste overlevende af Love Shops tre nøglemedlemmer, har Jens Unmack efter solotiden 2005-09 nu definitivt valgt at fortsætte som Love Shop.
Den gode nyhed på ’Kærlighed og straf’ er, at det ikke kun er af veneration over for fortidens bedrifter og den lange historie.
Mikkel Damgaard, der har spillet med Unmack i en årrække, sætter sig på ’Kærlighed og straf’ som producer for alvor igennem som Unmacks kreative opponent.
Smuglyt: Hør det nye album fra Love ShopResonans uden nostalgi
Jens Unmack opererer som sangskriver med så mange faste genkendelige elementer, at det er helt afgørende, at de bliver udfordret og indrammet.
På det varierede ’Kærlighed og straf’ bliver der hentet inspiration fra mange krinkelkroge af pophistorien. Det er en lyd med resonans, men uden nostalgi.
En virkelig skarp kant i produktionen medvirker til at gøre Love Shops 10. album til et af gruppens bedste og i mine ører også klart mere interessant end forgængeren ’Skandinavisk lyst’.
LÆS ANMELDELSE
Love Shops album til den store kærlighed er velskabt og klarsynetGammeldags varmekraft
Man nikker genkendende til mange af Unmacks faste indstillinger.
Her er de danske billeder fra byen og landskabet, hvor blikket og motivet smelter sammen i gensidig uro, og hvor galopperende heste og knitrende neon bliver to sider af samme sag.
Her er den uopslidelige glæde ved hæderkronede danske begreber, der banker med gammeldags varmekraft. Bellavista og Eva Klubben under Nørrebro Station.
Her er grebet med at blande poetisk dansk med engelskpoppet sangbarhed (»Hold my baby/ hold me now/ hold my baby/ arme skind og ben«), og smuk dansk sprogfornemmelse er stænket med anarkistisk syre.
Indre brudflader
Det er der alt sammen i rigt mål, men det føles enormt frisk denne gang, hvor sangene smyger sig veloplagt om øresneglen, mens Unmack konsekvent lader sangens indre uro undergrave den perfekte popmelodis selvtilfredshed.
De fleste af sangene har små indre detonationer og brudflader. Hvor andres danmarksbilleder let ender som klicheer, er det danske i Unmacks optik blevet til en symbolladet, mangetydig og lige så mørk som lys arena for sangene.
»Angst for højde, selv når du går ned«, synger Jens Unmack på ’Eva Klubben’ med en sproglig kropsfinte. I Jens Unmacks univers er der højt at falde og dybt at flyve.
Hans sange er efterhånden en åben dør ind til et rum med flere gåder end selvindlysende svar.
Danmarksportræt malet i mol
Albummet starter som klassisk Love Shop.
På ’Bellavista regn’ siler det med kuldsejlet kærlighed over strandvejsvillaen, hvor det melankolske og det beske deler adresse, mens ’I morgen’ lægger accenten på kærlighedsforliset et mere blødt sted: »Hvis du er en løgn/ så giv mig en til«.
Kritikerne: Love Shop løfter terapien til kunstOg så kommer hugget. Giftigt og uventet. ’Hugorm’ med trommer i tunge kaskader, store guitarklodser og et keyboard, der snurrer som nældegift i sangens nervebaner.
Atter et danmarksportræt malet i molfarver. Solnedgangen flammer i byens tårne, så andre brændende tårne melder sig for tanken og kaster skygger over albummet. Heste. Beruselse. By. Billedstrøm i neonblå drøm. Flere heste.
Det er Unmack, så det basker, men indfaldsvinklen er ny og voldsom, og denne gang lykkes det for Love Shop også at hugge giftigt igennem.
Malerisk kraft
Det filmiske slår igennem med malerisk kraft i ’Nede ved floden’, hvor man med musikkens pulsslag ved hånden føres ned til en mørk flod mættet med synkende drømme.
Afpatruljeret af politiske blodhunde, romantiske popsange og øjne glødende som kul afgrænser floden »et vanrøgtet land«, hvor hestene igen må holde for – »heste gik igennem isen/ da vi endelig fik tø«.
På ’Danmark bye bye’ mødes den neonblå drøm af popkorn-synthesizer i endnu et trekantet topmøde mellem veloplagt tekst, ørefængende melodi og spændstig produktion, mens albummet kulminerer på ’Du kyssede morgenlyset bort’.
Verden er kridtet storslået og dramatisk op i truende belysning.
Jens Unmack: Det er ikke rock'n'roll, der er farligt. Det er livetDer er uro i luften og i blodet i det lille aftenland, hvor Jens Unmack med Fanden i hælene maler på væggen med voldsomme strøg i tusmørket, mens hvide heste galopperer opskræmt ind og ud af billedet.
Hos Unmack er hestene budbringere, der forbinder den konkrete og den symbolske verden.
Atter fortættet
Thomas Duus har pondus bag trommerne, og med de to signaturleverandører Mika Vandborg og Mikkel Damgaard på guitar og keyboards er Love Shop atter fortættet til et band bag Jens Unmacks vokal, der kun er blevet modnet af at få en sprække eller to i lakken.
Mon ikke Henrik Hall og Hilmer Hassig ville have været stolte af, at Love Shop stadig findes, når musikken bag navnet stadig er så grundlæggende gribende og hårdhændet modig, som tilfældet er på ’Kærlighed og straf’?
fortsæt med at læse


























