Med vokal patina, sange så mørke som natten set igennem et glas sort Jack D og sine seje samarbejdspartnere har Mark Lanegan i årtier holdt sine tilhængere tro. Også selv om opfindsomheden ikke har været skræmmende.
Også til ’Phantom Radio’ har Lanegan skrevet sange, der er bedre end en gennemsnitlig ørkenblues og mindre interessante end indholdet af Nick Caves papirkurv.
Ufarligt backingband kunne ikke matche whiskystemmes slagkraftMen der skal kun ske små rystelser, før de små hår sitrer i nakkefolden. Som på ’Blues Funeral’ arbejder Lanegan med Queens of The Stone Age-bekendtskabet Alain Johannes.
I konstruktive glimt udløses ny, mørk magi fra de nedtrådte stier. Som det sker med den listige trommemaskine på ’The Killing Season’, ’Floor of The Ocean’ og den elektronisk ladede dystre ’Smokestack’.
fortsæt med at læse
