Den 64-årige canadier Daniel Lanois har produceret Bob Dylans ’Oh Mercy’ og ’Time Out Of Mind’, Emmylou Harris’ ’Wrecking Ball’ og U2’s ’The Joshua Tree’ med Brian Eno. For blot at nævne nogle.

Lanois skaber rum af lyd som producer. Som solist har han bl.a. lavet ’Acadie’, ’The Beauty of Wynona’ og den mesterlige ’Shine’ fra 2003.

Men i stadig højere grad har Lanois gravet sig ned i lyden som substans og mulighed. Der var stadig vokal og rytmik på, da han i 2010 søsatte Black Dub med Trixie Whitley, Daryl Johnson og trommeslageren Brian Blade.

På ’Flesh and Machine’ fortsætter han samarbejdet med Brian Blade, der som fast trommeslager for Wayne Shorter er vant til at følge en herre og mesters uransagelige veje. ’Flesh And Machine’ vil, som titlen ikke voldsomt subtilt antyder, forene det fysisk konkrete med det elektronisk abstrakte.

Glimt af skønhed

Der er pibende stemmelyd snarere end ’sang’ på det stille dirrende åbningsnummer ’Rocco’, mens der er anderledes god plads til Brian Blades ekspansive trommer på ’The End’, hvor trommerne sammen med skærende guitarlyde fremmaner et mørkt og kaotisk lydlandskab.

At ’Sioux Lookout’ udgør en moderne fortolkning af en indfødts nødråb om behov for en ny balance i forholdet mellem menneske og natur, er absolut muligt – men ikke nødvendigvis lige til at høre!

På det blide ’Tamboura Jah’ er det let at nyde samtalen mellem Brian Blades dunhammerbløde trommespil og Lanois’ antydede guitar, men her som andre steder opsnapper man glimt af skønhed i form af vignetter, snarere end man føler sig inviteret med på opdagelsesrejse til de sidste hvide pletter på lydlandskabets kort.

Lanois har brugt utallige timer på at lede efter ukendte soniske udtryk, men resultatet står ikke mål med anstrengelserne.

Der er god grund til at tro, at de improviserede koncerter, Lanois og Blade turnerer med, og som til april fører dem til Danmark, vil blive en større oplevelse end albummet. Smukkest er ’Iceland’, der som det sentimentalt vuggende ’My First Love’ sådan set bare er et lille nummer.

Forståeligt, at Lanois på ’Forest City’ giver sit gamle samarbejde med Brian Eno en del af æren for inspirationen bag ’Flesh And Machine’.

Men som projekt lyder det som en smuk ramme, der mangler et billede.

fortsæt med at læse

Sleater-Kinney er tilbage, så fulde af urolig energi som nogensinde