Den danske hiphop-scene har det godt i disse år. Suspekt har fundet et stadionstort publikum til deres horror-rap, S!vas, Gilli og MellemFingamuzik har givet ghettorappen P3-potentiale, regionalrappere som Jonny Hefty fra Aalborg og Jøden fra Aarhus har fået nationalt gennembrud.

Samtidig er der nye følsomme stemmer i tågede, ekspressionistiske produktioner som Lord Sivas, Danni Toma, Ukendt Kunstner og Karl William, som kun understreger, hvor vidt dansk hiphop har forgrenet sig fra udgangspunktet med et flabet flow, et boombap beat og en bas til mellemgulvet. Scenens nye fællesskaber, som kollektiverne Hukaos og Hvadevigt, er ikke udsprunget af den gamle skole af freestylere på gadehjørnet.

Men den del af dansk raphistorie er ikke et overstået kapitel. Det beviser tre nye udspil med hængerøv og kasketten i nakken. Særligt den 30-årige battlerap-veteran Peter Ankjær Bigaard holder mikrofonen højt som Pede B på et af de bedste danske rapalbum i mange år.

»Freestyle i skolegården og til klassefester, uden at skrive tingene ned når vi sku’ rappe tekster /spilled’ smarte, unge og en smule dum, koncerter med lige så mange på scenen, som der var publikum /battle i konkurrencer, buhede af hinanden i kor, snakkede en masse lort og svinede den andens mor /og prøvede at holde den røde tråd lissom Peter Parker, men så kom ’8 Mile’ i de danske biografer /og det gik så stærkt, freestyle fik vokseværk, fra Amager Bio til KB Hallen og til Grøn Koncert /Fire år i Valby Parken for 40.000, rundt i landet med Fight Night på tourbussen«.

Revitaliseret potensen

Sådan rapper han på ’Hey Pede’ om fortiden som battlerapperen, der som den eneste har vundet MC’s Fight Night tre gange. Men Pede B forlod bokseringen for at etablere sig som rapper på soloudgivelser, som ikke rigtigt formåede at få magien fra scenen frem i stereoanlægget. Men med den danske veteran DJ Noize bag pulten til at levere break beats, samples, cuts og scratches begyndte der at ske noget på ’Over Askeskyen’ fra 2012 og ’Over Askeskyen 2’ året efter.

DJ Noize har revitaliseret potensen i lyden af den gamle skole, et breakbeat med bund i, en bas, der kan føles i brystet, et scratch, der kradser i øret, og cuts, der får nakken til at fjedre. Hans lange karriere bag analog mekanik kan høres som en håndspillet fyldighed på ’Byggesten’, hvor en fedme af vinylbas og elektrificeret kontakt mellem pickup og riller på tværs er den helt rigtige rygstøtte til Pede B’s flow, der netop er formet af samme kultur, med enkle rytmer og klar stemmeføring, for at hver en punchline kunne høres.

Pede B brillerer ikke med avanceret rapteknik, men med et træfsikkert, urokkelig trav, der er både muskuløst og let på tå. Muskuløst, når de tunge slag, som livet har fået ind på Bigaard, gengives med troværdig alvor, og let på tå, når humorens selvforsvar får lov at drible frem i zigzaggede syntakser. Bigaard og Pede B, familiefaderen med spor af psykofarmaka i blodet og rapperen med selvtillid i spyttet, følges ad i en hudfletning af et selvportræt, der ydmygt og ærligt folder sig ud som en uanstrengt fortælling.

Og med produceren Adam Sampler til at finpudse lydbilledet er det resulteret i 14 tracks med så mange højdepunkter som ’Jeg sværger’, ’Min Liga’, ’Hey Pede’, ’Byggesten’, ’Askepot’, ’Drømme om Stockholm’, ’Danser ikk’ og ikke mindst det fremragende producerede ’Kunstpause’.

Blæser fezen af revyhumoren

Per Vers er også af den gamle skole med rod i battlerappen. Men for tiden er han aktuel med teatershowet ’Skuffejernet’, et performet manifest for den moderne mand, der føler sig klemt i kønsdebatten. ’Skuffesange’ er en gratis ep med numre fra forestillingen, og Per Vers imponerer vildt som freestylerapper på to numre, hvor han på nøgleord fra publikum går i kødet på først det ene så det andet køn. Der er lidt ’Ørkenens sønner’ over det, men med de to nyindspillede numre ’Skuffeblues’ og ’Megapenis’ blæser han fezen af revyhumoren. ’Megapenis’ er måske det bedste nummer, jeg nogensinde har hørt fra Pervers. Her er hans sans for latrinær humor, der holder sig over bæltestedet, så veloplagt som aldrig før: »Klart at der skal ørles, med sådan en størrelse, spegepørls, med nok til alle fem Spice Girls«.

Den tungt armerede maskulinitet i produktionen får ham til at lyde forbudt for børn, og det klæder ham: »Det kræver plads at pis’, me’ sådan en kongeboa /Så du kan finde den ude på handitoa«.

Det er dumt. Og aalborgensiske Zjakalen samler tråden op på ep’en ’Verdensmand’: »Jeg’ så dum, du’ så hot, det’ så helt perfekt«. Vi er helt nede i hiphoppens grundkoder med en primitiv produktion, et flow uden omveje og en vokal, der aldrig ville få ros hos sanglæreren. Rappen er teknisk begrænset, men attituden er ukuelig, dødsforagten energisk, og fraværet af fine fornemmelser får kulturen fra gadehjørnet, kampgejsten fra drengeværelset og humoren fra skateboardbanen til at strømme ufiltreret gennem mikrofonen. Dumheden længe leve. Den er stadig en sund del af hiphoppen.

fortsæt med at læse

Pede B beviser sit værd som historiefortæller med hiphop-folke-komedie