Der er gået hele 18 år, siden Faith No More sidst gav lyd fra sig, i hvert fald på albumfronten.

Men det kan man umiddelbart ikke høre på bandets syvende studiealbum, der hverken lyder hengemt, overflødigt eller som et produkt, der er blevet til af sur pligt. Tværtimod.

’Sol Invictus’ er indspillet i lyssky hemmelighed – kun konerne vidste besked – og måske er det derfor, pladen synes gennemsyret af en sprælsk og opfindsom legesyge. Træk, der har karakteriseret Faith No More, siden de op igennem 1990’erne blomstrede op som et vildskud selv inden for den i forvejen alternative rockscene, de blev en vigtig del af.

Med deres uskolede blanding af funk, hiphop og metal har Faith No More altid lydt som ingen andre. Og det bliver de ved med. Her er ingen smiskende trang til at erobre nye fans med kælne, tidstypiske toner. ’Sol Invictus’ lyder først og fremmest som det, den er: en Faith No More-plade anno 2015. Og det er en rigtig god ting.

Gruppepræstation

Materialet fremstår frisk, bassist Billy Goulds produktion er ren og ukunstlet, og kun den lallede spejlæg-hommage ’Sunny Side Up’ virker tandløs med sin bøvede tekst om nisser og regnbuer. Nok er det gakkede og uhøjtidelige udtryk et af bandets adelsmærker, men her lyder det bare som intern humor på afveje.

Underlig uforløst er også den stivbenede, marchtrommebårne førstesingle ’Motherfucker’, der blev sluppet sidste efterår på en sært beskeden facon, som dog skulle vise sig at passe lidt for godt på en sang, der mest af alt lyder, som om den hidsige titel skal kompensere for al den vildskab, sangen selv mangler.

Det kan man heldigvis ikke sige om store dele af resten af albummet, hvor solide rocksange som ’Separation Anxiety’, ’Superhero’, ’Rise of the Fall’ og den helt forrygende ’Cone of Shame’ manifesterer gruppens sans for at blande det tunge med noget både melodisk og dæmonisk, krydret med rigelige hasarderede temposkift og humørsyge U-vendinger undervejs.

Det er kaotisk, men aldrig på en måde, hvor man som lytter kastes af i svinget – medmindre man glemmer at høre efter.

Og så er det bare svært at komme uden om, at den nu 47-årige forsanger Mike Patton lyder som en mand i absolut topform.

Han crooner, growler, snakker, snerrer, brøler og skønsynger sig igennem pladen, og når han på førnævnte ’Cone of Shame’ knurrer som et stort kattedyr med en meget dårlig dag, er det svært ikke at overgive sig til dette festfyrværkeri af en vokalpræstation, Patton overordnet set eksploderer i på ’Sol Invictus’.

Han er et vidunderligt aktiv for bandet, men ’Sol Invictus’ er i høj grad en gruppepræstation. Pladen emmer af afslappet optur og anbefales til alle, der har savnet den uforudsigelighed, der – forudsigeligt nok – heldigvis stadig præger Faith No More.