Netop som jeg har sat mig til rette med The Sonics’ nye album ’This is the Sonics’ og med voksende forbløffelse mærker de små fimrehår i øregangene selvantænde og de gamle stænger spjætte ukontrollabelt under kontorbordet, tikker meddelelsen ind.
The Sonics kommer til Danmark. For at give sin første koncert på dansk grund nogensinde. På Loppen skal de stå for åbningskoncerten på Gutter City Festival 22. oktober, og den følgende aften skal The Sonics lave ravage på VoxHall i Aarhus.
At The Sonics, som blev gendannet i 2007, omsider kommer til Danmark, er vildt nok. At de stadig kan stå på en scene og fyre den af, er endnu vildere.
At de 51 år efter deres første single ’The Witch’ (med Little Richards ’Keep A-Knockin’’ som B-side) stadig lyder, som om de kunne spise tre af de unge garagerockbands, de igennem årtierne har inspireret, til morgenmad, er da helt vildt vildere endnu!
The Sonics fejrer 50(!)-året for bandets debut-lp ’Here are the Sonics’ med et album, der sætter en fed fakkel til garagen foran det alderdomshjem, de gamle rock’n’rollere ellers så småt burde have sat kursen imod. Hvis de havde fulgt reglerne.
Eller gjort det stik modsatte og i stedet fulgt rockmytologiens vejledning. Fulgt dens hæderkronede ungdomsoprørske etos og annammet The Whos klassiske credo fra ’My Generation’: »Hope I die before I get old!«. Men nix.
Naturstridigt
Alder har været en ubekendt i ligningen for rockmusikken, efterhånden som dens udøvere blev for gamle til at være unge. Og til mange unge (ikke mindst unge rockanmelderes) fortrydelse nægtede at stille støvlerne og lægge spaden fra sig.
Sandt er det, at mange rockkunstnere som ældre har haft svært ved at forny sig. Men det gælder jo også for udøvere af andre kunstarter. Måske er hemmeligheden ved at blive gammel ikke, at man skal blive ved med at kunne genopfinde sig selv, men at man skal være i stand til at dyrke sit særlige udtryk med dybere forståelse og vedvarende energi.
Sådan lyder det i hvert fald hos garagerockens stamfædre på deres første album siden 1967. En bette pause på 48 år. Det kan man da kalde et comeback. Indspillet i »jordrystende mono«, som det så smukt står skrevet på omslaget.
’Here are the Sonics’ fra 1965 og efterfølgeren ’Boom!’ blæste et hul i lydmuren, som håbefulde unge bands lige siden er hoppet igennem bevæbnet med en favnfuld møgbeskidte riffs og et los i røven til borgermusikken.
Generation efter generation af unge rockmusikere, allergiske over for unødvendige komplikationer, høje på utålmodig energi og helt oppe at køre på tekster om sprut, svedigt læder, svære kvindfolk og alle de udskejelser, der hænger sammen med lev stærkt dø & ung-livsstilen. The Sonics var, som Jack White fra The White Stripes formulerede det, »punk længe før punken«.
Her er filmen til alle, der elsker en god guitarPå det nye album sender The Sonics en hilsen til bl.a. Crystal Antlers, Suicide Commandos, Mudhoney, Flamin’ Groovies og The Hoodoo Gurus, men det er kun nogle af de mange, mange bands, der igennem årene har indsnuset ørehørmen i The Sonics’ garagerock.
Dét er historie. Og historie skriver The Sonics også med comebackalbummet ’This is the Sonics’.
Gruppens første med nyt materiale siden 1967. Jerry (som før hed Gerry) Roslie genindspillede med The Invaders som backing et album med gamle Sonics-numre i 1980, og der er kommet en del udgivelser med arkivmateriale, men på ’This is the Sonics’ er tre oprindelige medlemmer samlet igen, og numrene er nye.
Resultatet er noget nær naturstridigt, skulle jeg mene. Hvem har ellers lavet en jordfræsende klassiker efter det meste af et halvt århundrede på køl?!
»I’m living in chaos! Because of you!«, brøler Jerry Roslie på ’Livin’ in Chaos’ og får det til at lyde som det bedste middel mod stive led, flommefedme og forhøjet blodtryk. Hvad det muligvis også er. Så længe stikket er plugged ind, er der liv og glade dage.
Den svære vej
Albummet produceret af Jim Diamond når i løbet af 32 minutter at affyre 12 slibrigt svitsende og hidsigt pumpende rockprojektiler, der ikke bare giver baghjul til det store flertal af de forløbne 50 års garagedisciple, men også takket være Rob Lind lige får mindet om, at en saxofon i rocksammenhæng ikke behøver være sådan en stor doven jazzting eller et vådt tungekys i øregangen, men kan bruges til at tænde ild i hvad og hvem som helst når som helst.
Tænde ild gjorde The Sonics første gang i 1963, hvor de hurtigt blev den mest populære gruppe hos de helt unge i Seattle og omegn med egne sange som ’Psycho’, ’Strychnine’ og ’The Witch’ kombineret med lidt ældre sange som ’Louie Louie’ og ’Have Love, Will Travel’ af Richard Berry.
Det var ikke nuttet kvidrende kærlighedssange, The Sonics gjorde i dengang. Hvilket nok var en grund til, at national popularitet i radioen udeblev. Der var simpelthen for meget snavs i æteren, når The Sonics gav den gas i det nordvestlige USA, der et kvart århundrede senere skulle tage tråden op med grunge.
Nirvanas Kurt Cobain erklærede sin arv og gæld og uforbeholdne kærlighed til The Sonics stenhårde trommelyd.
Bandet bestod i storhedstiden af sangeren Jerry Roslie, brødrene Larry og Andy Parypa på guitar og bas samt saxofonisten Rob Lind og trommeslageren Bob Bennett. Roslie, Larry Parypa og Rob Lind er alle med om bord 50 år senere på ’This is the Sonics’.
Trommeslageren Dusty Watson er yngre, men har spillet med bands som Agent Orange, Surfaris og Supersuckers, der alle skylder The Sonics. Endelig er Freddie Dennis med på bas.
Neil Young er gal på alle, der fucker med Moder JordPå ’Boom!’ fra 1965 kunne man bl.a. høre deres legendariske bud på ’Louie Louie’, men The Sonics’ legendestatus kom kun langsomt og modstræbende snigende. Uden det helt store gennembrud uden for lokalområdet begyndte skænderierne at tage til. Det Hollywood-indspillede ’Introducing The Sonics’ floppede fælt i 1967.
Bandet syntes selv, det var noget bras, og i 1969 gik The Sonics hvert til sit. En blev jagerpilot i Vietnam, en anden lærer. Livet gik sin gang og rocklivet gik sin vej. Tilsyneladende for altid.
Plejehjemmets slemme drenge
The Sonics har haft en passende omtumlet tilværelse i rockmusikkens annaler. I perioder nærmest fuldstændig glemt og skrevet ud af rockhistoriebøgerne. Således leder man f.eks. forgæves efter ’garagerockens fædre’ i The Rolling Stone Encyclopedia of Rock & Roll fra 1983 og i The Rough Guide to Rock fra 1999.
Til gengæld har The Sonics været et stædigt rygte i rockmusikkens undergrund, der ikke har været til at banke i jorden med en hegnspæl eller begrave med et vognlæs øredøvende tavshed.
Hver gang rockmusikken har fået lyst til at ryste konventionernes snærende bånd af sig og vende tilbage til sine enkle og beskidte rødder, er The Sonics for en stund kommet til ære og værdighed.
MAGASINET FEATURE
Hvor blev rockens hjerte af?Det skete, da punkrevolutionen brød ud i 1976, og det er svært at forestille sig psychobilly og et band som The Cramps uden Jerry Roslie og co. Garagerocken og grunge brød frem i 1980’erne, og igen blev The Sonics ærbødigt stillet op på amagerhylden over Marshall-forstærkeren.
’This is the Sonics’ er et næsten grotesk underholdende album med speederen jokket i bund fra først til sidst. Den svirpende single ’Bad Betty’ står på ingen måde alene kvalitetsmæssigt.
’I Don’t Need No Doctor’ følger måske nok lige slavisk en gammel velprøvet recept, men langt det meste er ikke bare veloplagt, men rent ud skarpt, frækt og vildt. Ren ungdomseliksir hældt på en gammel bøtte motorolie.
Larry Parypas guitar og Dusty Watsons trommer losser til rocklæsset på ’Spend The Night’, så man tror, det er løgn, og hvis 2015 kaster et bedre rocknummer af sig end ’The Hard Way’, vil jeg høre det, før jeg tror det. Al magt til de gamle knarke!
Der lyder, som om de har tænkt sig at brænde Loppen ned til grunden, når de åbner Gutter City-festivalen. Med deres første koncert på dansk grund.
Jeg var tre år gammel, da teenageren Larry Parypa hjemme hos sin far og mor i Tacoma, Washington samlede den første udgave af The Sonics. Mor spillede bas, når det kneb. Jeg stod med min første skoletaske på ryggen, da Jerry Roslie greb mikrofonen og The Sonics opstod i klassisk holdopstilling og udsendte gruppens første lp.
Jeg gik i 3. klasse, da de flåede al indmaden ud af et country-pladestudie for at få en rå lyd på ’Boom!’-lp’en.
Jeg var vel 20 år og lige flyttet hjemmefra, da de blev hyldet af punken, og jeg hørte dem for første gang. Nu er jeg gammel i gårde som rockanmelder. Der kan godt gå lidt tid imellem, jeg kommer i tanke om, hvad det er, rigtigt ruskende rock’n’roll kan gøre af slemt gode ting ved mine ører og min sjæl.
Men så er det jo, der kan komme nogle endnu ældre gutter forbi og ruske mig i mine 57-årige ører. På ’The Hard Way’, som de stadig kalder det. Rockmusikken er for længst vokset fra det med »Hope I die before I get old«.
Alderdomshjemmene kan godt belave sig på at skulle have æggebakker på væggene, når de nye gamle rykker ind.
fortsæt med at læse
