Tilsyneladende har en nullermand flere skarpe kanter end Kurt Vile.

Sofarockens stenede og langhårede guru, der bøjet over sin guitar fortaber sig i instrumentets herligheder, mens hans småluntende stemme filosoferer over stort og småt. Helst uden at lette rumpetten for mange centimeter.

Skinnet bedrager ikke, men gør det alligevel. For som guitarist kan man fingernemt smålunte sig til nerve, og som sangskriver kan man få meget ud af at klø sig selv i nakken og tænke, at det var li’godt pokkers.

Tag blot åbningsnummeret, ’Pretty Pimpin’. Her vågner Kurt op og har et af de eksistentielt seriøst afgørende øjeblikke, hvor man bare ikke kan genkende ham fyren i spejlet. Ikke sådan rigtigt.

Sejler

Hvem er ham fyren, der strigler sit hår og som en anden klovn tilstopper vasken? Han er i det mindste vaks i tøjet. Prettypimpin’. Men hvilken ugedag er det egentlig? Det sejler lidt for Kurt, der står og børster en fremmeds tænder, mens han tygger lidt på ham fyren i spejlet.

Ham, der så gerne ville være en mand, men altid var lidt for nuttet og alt for fjern i blikket, når det gjaldt om at være til stede. For sådan en som mig er Kurt Viles bud på en ’Man In The Mirror’ unægtelig mere genkendelig end Michael Jacksons.

Kurt Vile dannede sammen med Adam Granduciel bandet The War On Drugs, men forlod det hurtigt igen for at gå solo. Efter det tredje soloudspil, ’Childish Prodigy’, begyndte verden at få ørerne op for Kurt Viles særlige stil.

Det helt store gennembrud kom 2011 med ’Smoke Ring For My Halo’. En af den slags plader, hvor man bare kan høre alle brikkerne falde på plads på en måde, som ikke var sket før og muligvis ikke vil ske igen.

Efterfølgeren, ’Wakin on a Pretty Daze’, var mere af samme skuffe, men mere løs i fugerne. Det sidste gælder også for ’b’lieve i’m goin down’. Til gengæld er albummet på en helt anden måde varieret og fuldt af små og store overraskelser.

Daglejer i senkapitalismen

Selv om det indimellem lyder, som om han er lige ved at falde i søvn over guitaren, lyder albummet som helhed, som om Kurt denne gang har nået at vågne helt op i studiet.

Et af albummets stærkeste numre er det seks minutter lange ’Wheelhouse’, hvor Kurt Vile med en meditativ guitarrundgang og lidt lommefilosofi skaber et af sine små mirakler. »Some bow down a hundred times a day or more«, synger Vile, der kender til livet som daglejer i senkapitalismen.

Livet er ikke sådan ligetil og kan være en sej omgang. På sin egen måde er Kurt Viles sange en nutidig variant af en workingman’s blues. Bare uden særlig meget arbejdsmarked.

Af de to gamle venner er det Adam Granduciel, der i kraft af The War On Drugs-albummet ’Lost in the Dream’ har momentum. Men Kurt Vile har med ’b’lieve i’m goin down’ varieret sit helt eget groove i en smukt detaljeret iscenesættelse.

Har man først lært at holde af Kurt, er det en kærkommen tilføjelse. Er man ikke først faldet for ’Smoke Ring For My Halo’, kan det måske være svært at se sofaens skønhed for bare nullermænd.

fortsæt med at læse

Tilforn så mesterlige Mercury Rev lyder som Disney på nyt album