Makin music is easy: watch me (’Was All Talk’)
Jeps, det er tilsyneladende let at lave musik, hvis man er Kurt Vile. Så let som at klø sig bag øret, mens man ligger henslængt på divaneseren. Måske også liiiiige lovlig let, Kurt?
Det er i hvert fald lidt sådan, jeg har det med ’Wakin on a Pretty Daze’. Efter skønne ’Smoke Ring for My Halo’, hvor Kurt Vile fastholdt sin afslappede vibe, men strammede balderne på sine sange, er han på ’Wakin on a Pretty Daze’ totalt tilbagelænet og fastholdt i noget nær flydende tilstand.
Med selvransagelse i skildpaddetempo læner Kurt Vile sig tilbage i sin uforlignelige guitarlyd. Guitarrockens svar på The Dude Lebowski får selv den mest afslappede slacker til at ligne et dirrende muskelbundt på et album, hvor det ikke er usædvanligt, at numrene med et drævende yeah yeah dasker ud over 7-minutters grænsen.
Kurt fik fingeren ud
Der var engang, da I troede, jeg kun havde det i munden, meddeler han skeptikerne på ’Was All Talk’. De tog fejl. Kurt fik fingeren ud, drev det til noget og viste, at det ikke var i munden, han havde det, men i hånden og i ånden.
Og han demonstrerer det igen på ’Wakin on a Pretty Daze’. Guitaren som livsstil og, mistænker man, livsindhold er hovedbudskabet fra kong Kurt den Cool. Er man til langsomt glitrende guitarekspeditioner, er ’Wakin on a Pretty Daze’ en stor og langstrakt nydelse.
Dansk yndlings-Kurt gæster København - igen»I might be adrift but I’m still alert«, synger Vile på det lange afsluttende ’Goldtone’, og man må indrømme, at det er en pointe. Kurt Vile flyder for løse fortøjninger, men egentlig åndsfraværende kan man ikke kalde ham, selv om det kan ligne til forveksling!
’Wakin on a Pretty Daze’ starter med den mere end 7 minutter lange velsmurte guitarworkout ’Wakin on a Pretty Day’ og følger trop med ’KV Crimes’, hvor der instrumentalt diskes op med fede riffs og fordybelse.
Lover bod og bedring
Med 11 numre på 70 minutter er der selvsagt ikke tale om radiopop, men alligevel synes jeg, man savner det fokus på den enkelte sangs distinkte udtryk, han præsterede på ’Smoke Ring for My Halo’. Ikke at der mangler alvor på albummet, hvor en personlig historie er håndteret med en spøjs blanding af smertelig fortrydelse og nonchalance.
Kurt er blevet far. Men Kurt kan stadig godt lide at feste igennem.
Kurt har vist jokket i spinaten og lover bod og bedring. Det går der så en 4-5 sange med, og på ’Girl Called Alex’ og ’Never Run Away’ udmønter det sig i fine små, aflange ting. Af større format er ’Too Hard’, hvor der stilles skarpt – så skarpt, som Kurt nu stille kan – på far-datter-forholdet, og denne flot formulerede livsfilosofi landes:
»life is like a ball of beauty that/ makes you wanna just cry, then you die«. Derpå kommer fortrydelsen på albummets bedste nummer, ’Shame Chamber’, i en af de mere mindeværdige besyngelser af maskulin bondeanger.
»Feelin’ bad, in the best way/ a man can«. Ikke at den dårlige samvittighed stikker mere end halvdybt. »I will promise not to party«, synger han med den skyndsomme tilføjelse ’Too Hard’!
Mindre skarpt udspil
Nej, man laver ikke sådan om på Kurt, som vikler musik og livssyn fuldstændig ind i hinanden. Guitarens klangverden er hans frihed, hans frie form. For lytteren er guitaren oplevelsen og opløftelsen.
Simpelthen at følge Kurt Viles fingre i tykt og tyndt, mens de snor sig mellem de blideligt tøffende trommer, den sart daskende tamburin og de sprøde tangenter. Denne særlige lidt sløvsindede ekvilibrisme, hvor det hele tiden handler om at opnå vægtløshed, om at ophæve tilværelsens banale tyngdekraft og i stedet komme til at svæve for musikkens vind. Driftin’ og daze er nøgleordene. Musikken driver og dasker i disen.
LÆS OGSÅ Rock-dude har født en klassiker
’Wakin on a Pretty Daze’ er både et musikalsk udsagn og en sindstilstand, som det er værd at fordybe sig i, selv om det på alle måder er et mindre skarpt udspil end ’Smoke Ring for My Halo’. Det spændte videre og højere, og Kurt Vile virkede bare grundlæggende mere vaks og vågen inde i sine meditative guitartåger.
Så næste gang må Kurt Vile godt have det lidt mere i munden og ikke kun i hånden. Dette er et album, hvor han som sangskriver mest synes at have fisket, hvad der nu tilfældigt flød forbi i øjeblikkets forbistrømmende vande. Men ikke desto mindre – når Kurt hænger ud, så hænger jeg på og holder ud.
fortsæt med at læse
