Koncerten var næsten nået til endestationen med den galoperende ’Freak Train’, da Kurt Vile og hans tre håndgangne mænd i The Violators sendte saxofonen på banen. En sidste larmende streg i regningen. Af sine lungers fulde kraft blæste Jesse Turbo saxofonen ud i impro-musikkens skarptskårne støjkabinet, mens Adam Granduciel i den anden side af scenen svarede igen med massive skyller af guitar-feedback og trommeslageren Mike Zeng gav trommeskindet endnu en omgang hårde hug. I midten stod Kurt Vile med sit lange hårs rullegardin trukket ned over ansigtet og sang: »I ain’t tryin to fight/ I’m just tryin to ride this train to make it home tonight«. »I kinda wanna lie down« Her ramte den kaotiske side af koncerten med Kurt Vile & The Violators sit højdepunkt.
Et klimaks, der lignede et ukontrollabelt rod, men ligesom hele koncerten var en balancegang mellem en komplet skødesløs omgang med rockens traditioner og en melodisk præcision i de stormombruste guitarklange. Med en arbejdsraptus på fire album og et par ep’er i løbet af bare tre år er den 31-årige Kurt Vile skudt frem som lidt af et vidunder på den alternative rockscene i USA. Med base i hjembyen Philadelphia og en solid forankring i den amerikanske lo-fi-tradition har slackeren Kurt Vile med umiddelbar lethed lagt arm med traditionerne. Og vundet.
