Tårnhøje, fuldskæggede John Grant er en ætsende ironisk sangskriver med et blødende bøssehjerte. En helt særlig skikkelse på musikscenen, siden den tidligere Czars-frontmand i 2010 solodebuterede med det sublime og eminent hudløse album ’Queen of Denmark’.

Grant fulgte stærkt op med den delvis elektroniske ’Pale Green Ghosts’, inden han flyttede til Island, hvor han nu har lavet sit tredje soloalbum, ’Grey Tickles, Black Pressure’, sammen med bandet Midlake. Den 46-årige amerikaner arbejder videre med elektronikken, men på en mildest talt idiosynkratisk måde.

’Grey Tickles, Black Pressure’ består delvis af det allerede nu ’klassiske’ John Grant-sangformat. Knivskarpt vid, brutal bekendelseslitteratur og bragende flotte melodier med mere end et strejf af teatralsk patos i iscenesættelsen af hudløshedens dramaer. Så langt, så virkelig godt!

Men John Grants tredje album er både i form og indhold et kaos af modstridende følelser. Titelnummeret er en uforlignelig John Grant-fortælling om sygdom og død. Sardonisk, besk og desperat synger den nu hiv-ramte Grant om alt fra hæmorider til smerten ved at sige farvel til en elsket ven. Og om at skulle fortælle om det i en verden, hvor børn dør af cancer. For slet ikke at tale om Mellemøsten!

Hvordan konkurrerer man lige med dét? Når man vil ynkes, mens man står og glor ned i frysedisken i supermarkedet og spørger sig selv, hvad man har lyst til og hvad man kan tåle. Spørgsmålene ælter sorte og grå på et nummer så smukt og strålende som et tidligt Rufus Wainwright-nummer.

Så kommer ’Snug Slacks’ om en fyr med en flot røv. Nummeret er flovt funky og en indforstået joke. Bogstavelig talt fucked up flip-flopper albummet herfra æstetisk mellem skønheden og det uhyrlige. Som om de modstridende følelser farer vild i udtrykket. Når man er så sarkastisk som John Grant, skal man musikalsk være varsom med det vrængende parodiske. Så tilter det.

Albummets intro og outtro er variationer over »kærligheden overvinder alt«-remsen fra Paulus’ 1. brev til Korintherne. Den uselviske kærligheds trosbekendelse.

I introen knitrer elektronikken om kap med det islandske sprog, og i outtroen er ordene om kærligheden, der tåler og overvinder alt, lagt i munden på et engelsk pigebarn. Det er jo på en måde såre smukt, men som ramme knirker den løst påhægtet.

’Grey Tickles, Black Pressure’ er sammenflikket og vaklende, uskønt og aparte. ’Black Blizzard’ er et af de få numre, hvor primitive elektroniske lyde og Grants sangskrivning finder sammen på en o.k. spændende måde. Men det er så heldigvis kun den ene side af sagen. Når han vil og magter det, er John Grant fortsat en strålende personlig sangskriver og sanger.

Det demonstrerer han heldigvis så mange gange, at John Grants knastede rodebutik af et tredje album også lige nøjagtig rummer en håndfuld fornemme numre. ’Down Here’ om ’oceaner af længsel’ med linjerne »cause all we do here is learning how to die« med en virkelig spøjs instrumentering får efter den slemme ’Voodoo Doll’ følge af ’Global Warming’, hvor Grant med guddommelig humor rister klimakrisens paradoksale soldyrkere over en sagte ild.

JOHN GRANT PÅ NORTHSIDE

De andre virkelig gode sange er foruden titelnummeret også albummets sene kulmination ’No More Tangles’ og ’Geraldine’, hvor masser af strygere får håndkæl af et lille strøg western-twang. En iscenesættelse, der kan minde om den uortodokse klassicisme og højtsvungne begavelse, som John Cale stod for på sine tidlige solo-plader. To numre, som i ellevte time redder ’Grey Tickles, Black Pressure’ fra den mest kulsorte katastrofestemning.

Desperation og krise kan give stort kunstnerisk afkast. Det gør sig kun sig hist og her gældende på John Grants vildt fægtende tredje album. Talentet er stadig granvoksent. Forhåbentlig er dette nærmest grandiose sammenstød af selvmodsigende udtryk kun en forbigående fase inden John Grants næste mesterstykke.

fortsæt med at læse

Rufus Wainwright er på afveje med dramaløs teatralsk opera