Når det skal være rigtig dybt, bliver det for alvor overfladisk.

Også på det punkt er Lars Lilholt et såre menneskeligt bekendtskab. ’Hvis vejen ikke starter i mit hjerte’ vil sige noget fundamentalt om en tid præget af »terror og finanskrise og smog«. Men det er lige præcis, når budskabet om, at »vi er alle immigranter«, skal falde tungt og tidssvarende, at man kan få sig selv til at synge »jeg kan råbe, jeg kan håbe som en tåbe«.

Den 62-årige Lilholt kan dog meget andet end råbe og håbe som en tåbe. Da han drog på landevejen som en tredjedel af trioen Dalton med Allan Olsen og Johnny Madsen, var det Lilholt, der lød, som om han havde noget, han skulle bevise. Indædt stædighed kan man komme langt med. Især hvis man som Lilholt samtidig har en evne til at fornemme, hvad der rører sig i tiden uden at blive følgagtig.

Folkemusik er blevet moderne igen. Så hvad er mere naturligt for Lars Lilholt end at vende tilbage til sit udgangspunkt som folkemusiker og fyre godt op under fiolerne? ’Amulet’ er ikke et rent folkalbum, men folkemusik i forskellige afskygninger spiller en central rolle på ’Amulet’. Det er kløgtigt, logisk, og meget af tiden virker det efter hensigten.

Programerklæringerne synes jeg er det mindst sjove ved Lilholts 28. albumudgivelse, men ’Umagen værd’ med konklusionen »Livet, det er umagen værd« er traditionelt velskabt og som skabt til at tage kegler som fællessang på næste turne.

Det er dog den fornemme rockballade ’Så ånder vi ind’, som både har omkvædet, kvaliteten og udførelsen til at blive en klassiker i repertoiret. At Lilholt kan skrive en sang som ’Så ånder vi ind’ og ikke høre, hvor overanstrengt ’Hvis vejen ikke starter i mit hjerte’ er, tyder på en shit detector så hullet som en si.

Lilholt rammer sit eget toppunkt flere gange på ’Amulet’. ’I en gade gik jeg engang’ med svensk sommernatsmelodi fra Dalarna og Oh Land som duetpartner er ren midnatssol på flaske. ’Sammenholdet er forbi’ rammer plet som skildring af det samspilsramte provinsliv, hvor det er lige før, »Dagli’Brugsen drejer den sidste nøgle om«.

’Lavina-Jig’ er en sorgmunter ode til en kræftsyg hund, og på ’Battling Kid’ træder Lilholt uden blusel i Dylans fodspor.

Lilholts svar på ’Hurricane’ er balladen om den danskfødte bokser Oscar Nielsen, som under navnet Battling Nelson og med øgenavnet ’The Durable Dane’ (’Den Langtidsholdbare Dansker’) i 1905 blev verdensmester i letvægt. Titlerne kom og gik. Det var dengang, en titelkamp sagtens kunne vare nogle og fyrre omgange, indtil en af pugilisterne var definitivt banket ned. Den historie fortæller Lilholt, så man næsten sidder med ved ringsiden og indånder fordums sveddråber.

Og så kommer pludselig noget gudsforgående vrøvl som ’Step Pinocchio’, hvor Lilholt vistnok er både morsom og skarp og stikker til P3.

’Yamnaya’ er en dosis indianerfilosofi om de to ulve, der kæmper i hver af os. Den vrede grådige ulv og den ydmyge empatiske ulv. Det er lidt ligesom med Lars Lilholt, hvor en ulden sutsko og en sulten mands hårde støvlehæl konstant kæmper om at slå takten.

fortsæt med at læse

Joanna Newsom skriver langsomt modnet musik om hverdagens rå New York