Kim Skotte: Jeg synes, der i disse år er en tendens til, at klassisk og populærmusik mødes under en tung grå, østeuropæisk himmel, hvor grinebidere som Arvo Pärt og Henryk Górecki slår tonen an. Filmmusikken er traditionelt et mødested mellem de to musikalske verdener, og her er især Pärt toneangivende. Men han er et farligt krydderi, synes jeg. Det er stærke sager, når han bruges til at understrege tragiske følelser på lærredet. Meget mindre end en kz-lejr kan ikke gøre det!
Thomas Michelsen: Interessant nok, for i mange år var Pärt, Górecki og andre af de østeuropæiske komponister, der turde være enkle og alvorlige – endda på et religiøst grundlag – ildesete i den klassiske avantgardelejr. Her levede dogmet om at komponere nyt og komplekst. Men polakken Górecki endte øverst på hitlisterne med sin 3. Symfoni, ’Sorgfulde sange’, der er blevet opfattet som terapi efter holocaust, og jeg kom i tanker om hans ord, da jeg lyttede til Max Richters ’From Sleep’.
