Stilistisk er viften af nye bands så bred, som næsten tænkes kan. Det ligner en opfyldelse af det postmoderne. Rockhistorien er blevet en citatbutik med frit valg på alle hylder uden nogen iøjnefaldende modsætning mellem fremdrift og retrobevægelser. Tilsyneladende har næsten hvert eneste pladeselskab et ungt rockband kørt i stilling. I sidste uge kom Auditorium/Playground med Superjegs charmerende og originale danskrockplade 'Alt er ego'. I forrige uge kom EMI med Saybias 'The Second You Sleep', der har gode odds for at blive stående som sæsonens mest formfuldendte debut. Men også Sonys satsning på det helt unge band Jupiter Day kan gå hen at give stor pote. Singlen 'Empty Space' har vakt opmærksomhed, og ligesom Saybia formår Jupiter Day tilsyneladende at få et ungt rockpublikum af huse. Også i Jupiter Days tilfælde må man konstatere, at der er tale om et melodisk engelsksproget rockalbum, der er knusende dygtigt skruet sammen. Hvor Saybias primære inspirationskilde er engelske Coldplay, er Jupiter Days lidt sværere at sætte fingeren entydigt på, men Placebo med den androgynt udfordrende frontfigur Brian Molko spøger. Også Jupiter Days sanger Mark Roséner kredser på en måde om det androgyne. På coveret trækker den diminutive hanekammede sanger det kvindelige element frem i sin mimik og sit blik. Ganske som hans stemme gør det på 'A Sinner's Life', men hans lyse, næsten barnlige stemme, signalerer det meste af tiden ikke så meget tvekønnet provokation som en slags frit i luften svævende intetkøn. Dermed bliver Mark Roséner et helt afgørende element i Jupiter Days svulmende lydmalerier. Produceren er den svenske Zed, og han må tillægges en del af æren for, at det pompøse modstår tyngdekraften og holder sig luftbåren. Ligesom Saybia er der tale om et helt ungt band med en ærefrygtindgydende sikker musikalsk iscenesættelse og klokkeklar identitet. Bedømt på overfladen er Jupiter Day en vildt imponerende debutplade båret frem af gennemarbejdede melodier og med en sikker balance mellem rockbandet og tilføjelsen af strygere og programmering. Til gengæld er det svært at trænge igennem overfladens brillans. Der er noget teatralsk over Jupiter Days forestilling om rockmusikken. Teksterne smutter som sæbe. De tager afsæt i et øjeblik, i et glimt af en følelse, i en kortlivet forelskelse. Men forsvinder igen uden at efterlade dybere spor. Der er i Mark Roséners sang og i Jupiter en kerne af noget, som enten er et betænkeligt vakuum eller en stor skrøbelighed. Men den følsomme 'Planes Could Crash', 'Empty Space' og 'The Morning After' er sange, der tyder på et stort udviklingspotentiale. Så måske handler fornemmelsen af vakuum bare om, at den indre modning endnu halter noget efter et ungt bands så sikre beherskelse af sine virke- og udtryksmidler.