Har man det, vil man opleve, at trioen på 'The Grand Pecking Order' til trods for sine særheder har skabt et stærkt og sammenhængende album. En moderne variant af 1960'ernes såkaldt psykedeliske rock. Her dog med stramt styrede, syrede og korte, om end snurrige sange. Bygget op omkring Copelands præcise, synkoperede spil, Claypools konstant underdrejede og snublende bas og vaudeville-vokal og Anastasios fritløbende guitar. Man kan indvende, at det er mere poppet end både Phish og Primus, men det gør sådan set kun sangene mere tilgængelige, uden at man sætter særpræget eller de mildt sagt mærkelige og stærkt billeddannende tekster over styr. Der er herlige sange her som den eventyrlige, akustiske ballonfærd 'Radon Balloon', den spøjst prikkende 'Mr. Oysterhead', de dybe grooves under rumfærden i 'Oz is Ever Floating' eller den direkte absurde march 'Army's On Ecstasy'. Det er mærkeligt, nuvel, men hvis man synes, at der er for meget mainstreammusik i denne verden, vil man nyde et trip ind i Østershovedet.