Dette er i sandhed melankoli til den helt store pris, tilsat en knivspids kulsort humor og en em af tilbagelænet, skødesløs elegance. Om nogen er Mark Eitzel specialist i kuldsejlede slæbebåde, befolket med mærkelige matroser af begge køn og kokset kærlighed. Mens mørket har ligget og ruget over skyggeland, har han skrevet og sunget dusinvis af drukne sange til den fortabte følelses pris hos kritikerkæledæggerne i kultbandet American Music Club og i sin solokarriere. På 'The Invisible Man' sidste år lænede Eitzel sig op ad en blød elektronisk baggrund. Men her betræder han loungen med let jazzede, sine steder kaotiske beats fra Becks til lejligheden indkaldte rytmegruppe. Med Eitzel som en iskold baggårdscrooner i eksempelvis Culture Clubs nuttede 1980'erhit, 'Do You Really Want To Hurt Me', som her glider langsomt ned ad kinden som en elektrisk tåre i et neonmaleri. Også så velkendte klassikere som Bill Withers 'Ain't No Sunshine', 'Help Me Make It Through The Night' af Kris Kristofferson, 'Gentle On My Mind' og 'I'll Be Seing You' fra Billie Hollidays repertoire tager Mark Eitzel frygtløs hånd om. Det er langt ude, så det klodser, det er overdrevet og det er vemod af den mest kostelige slags. En personlig skrælning af poppens varmeste kartofler. Langt sjovere end de skolede, britiske duksedrenge George Michael og Bryan Ferry, som mere diskret har givet sig til kende i samme tilrøgede materiale. Mark Eitzel nøjes ikke med at synge sangene, han tapetserer dem simpelthen om med fløjl så rødt som rust og størknet hjerteblod.