Den slags havde måske en slags mission, da Glenn var en muskelsvulmende, karismatisk og knuget metalkonge. Med rugende, truende sange og et vokalt mix af Elvis Presley og Jim Morrison gemt inde bag læderbukserne. Men nu, hvor han skamløst fremviser en godt udstoppet bodegasæk, som man skal hedde Pedro for at måle sig med, virker det da også præcist så taberagtigt som en kujon fra Strandvejen med spansk tilnavn. Ikke desto mindre fremturer Glenn Danzig med sin kærlighed til smæk, Satan og metal på sit syvende album i eget navn. Mørkets fyrste svinger guitarstrengene over sin 'Wicked Pussycat' og grynter brovtende om, hvor dejligt det er at være frelst blandt Helvedes halsstarrige hunde. »I am soulless and proud/ that I'm not like your kind/ I delight watching you drown/ as this world drags you down/ shine darkest star«, brummer Glenn i 'Without Light, I Am'. Ja, ja, gamle dreng, det er fint nok, men snup du nu hellere en Bloody Mary mere og slap lidt af. Efter en mislykket ekskursion ind i det fabriksområde, hvor den på mange måder ligesindede Trent Reznor har sit industrial-kvarter med Nine Inch Nails som vigtigste virksomhed, er Danzig tilbage med klassisk tung rock. Det nye, unge band desker op med en roulade af tunge riffs, men lyder oftest som om de lige har mødt hinanden og overhovedet ikke aner, hvad de andre spiller. Lucifer må sør'me have et horn i siden på sin trofaste discipel Glenn, der lyder lige så frygtindgydende som en pauseklovn i Legoland.