0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drengene fra stranden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
JIM COOPER/AP
Foto: JIM COOPER/AP
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lyden og atmosfæren af Californien er konstant lige så præsent som hos Beach Boys og The Eagles. Eller The Mamas and Papas, som får en lille hilsen i sidste sang, den lokalpatriotiske 'Venice Queen'.

Når selv en bagatel som den kan være fremragende og spændstig, siger det en del om klassen hos Chili Peppers. Men stranddrengene i Red Hot Chili Peppers synes at have hængt ud på et andet hjørne af kysten med mørkt sandt, flere klipper og hajer derude i det lokkende, dragende vand, man godt kan fristes til at kalde 'kærlighedens ocean'.

Kærligheden i alle dens afskygninger er nemlig hovedtemaet på 'By The Way'. Dog med undtagelse af titelnummeret, en cocktail med alt det bedste, gruppen formår af skabe i den saftpresser, der rummer snart sagt alle rockens afskygninger. Samt funkens og hiphoppens.

Holdt oppe af den stenhårde og dog huggende, bugtende og giftige rytmegruppe med bassist Flea og trommeslager Chad Smith, affyret af den fænomenale og højspændte guitarist John Frusciante, hvis på en gang stride og sårbare spil er den perfekte trampolin for sanger Anthony Kiedes' let melankolske vokal. Ingen kan som Red Hot Chili Peppers være bløde og kantede på samme tid. Som en plov i strandens varme sand i form af Frusciantes mange følelser og udtryk med guitaren.

Og her får vi det hele i en magtdemonstration af fine melodier. Den fuldfede 'Universally Speaking' med psykedelika, tommetykt Phil Spector-kor og halvtredserbund, den mørke malstrøm af håbløst afsavn i den fortræffelige 'Don't Forget Me', udfarende og overskudramte som Beatles anno Sgt. Pepper på den blæserbårne 'Tear', tex-mex-techno i 'On Mercury', mesterlige ballader som 'I Could Die For You', den rene popsatsning i 'Dosed' og 'The Zephyr Song', den mexicanske 'Cabron' og meget, meget mere.

Tænk, hvis Red Hot Chili Peppers var så konsekvente ved hver koncert og ikke fik rodet sig ud på åbent hav på et surfbrædt uden ror og retning, som det indimellem skete ved koncerten på dette års festival i Roskilde. Så ville bandet være fantastiske - og måske lidt forudsigelige. Nu er de charmerende, uforudsigelige og ubegribelige.

Her i Danmark, hvor over 200.000 har købt 'Californication' har vi måske mere brug for Red Hot Chili Peppers end resten af verden. 'By The Way' er i hvert fald den perfekte musikalske ledsager, trøster og inspirator til en sommer i al slags vejr.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere