Endnu inden britpop var kommet i omdrejninger, var Suede dukket op som en lidt gammeldags nyhed, der nikkede kraftigt til glamrock og flirtede forsigtigt med Bowies androgyne signalforvirring. Nu hvor britpop er død og borte - Oasis er på efterløn og Blurs Damon Albarn i Mali - fortsætter Suede trods konstant turbulens i egne rækker ufortrødent. Koncerten i Skanderborg var en bekræftelse. Det samme er 'A New Morning', der fremstår som et af Suedes mest indbydende udspil nogensinde. Produceret af den smagfulde britiske popmusiks veteran Stephen Street. Suede har været på toppen i ti år. At holde sig dér i det glubske britiske rockmiljø er en præstation. Det findes der flere forklaringer på. Den vigtigste er og bliver Brett Anderson. Da Suede dukkede op, var det fristende at betragte Brett Anderson som en discountkloning af Bryan Ferry og David Bowie. En provinskrukket døgnflue med øjenskygge, der kun holdt sig opretstående takket være øjeblikkets rus og den ekstremt talentfulde guitarist Bernard Butler. Guitaristen og sangeren skrev gruppens sange sammen, og mon ikke det var guitaristen, der havde fat i den lange ende? Men Bernard Butler smuttede allerede under indspilningerne til det andet album, 'Dog Man Star', og blev erstattet af den kun 17-årige Richard Oakes. Det lignede et egocentrisk trip, hvor Brett Anderson kunne selvsmage sig til bunds uden modspil og modsigelser. I stedet blev det Bernard Butler, der forsvandt i de indadvendte guitarguders obskuritet. Flyvende udskiftninger er blevet en del af Suedes historie, men Brett Anderson har i forbløffende grad formået at fastholde Suedes identitet og integritet som band. Innovation har aldrig været på dagsordenen, men inden for musikkens klart definerede univers understreger 'A New Morning', at i rockbandet Suede holder både tekst, melodi og den musikalske udførelse stabilt et meget højt niveau. Det er i sig selv imidlertid ikke forklaring nok. Dygtige bands er der nok af. Også bands, der som Suede er kloge nok til ikke at oversvømme markedet, men kun lave nye plader, når overtrykket er på plads. 'A New Morning' er blot Suedes femte efter den gigantisk veloplagte debut 'Suede', den mørkere 'Dog Man Star', 'Coming Up' og senest 'Head Music'. Men først og fremmest er Suede på bølgelængde. Det er der mange, der er i ét bestemt skæringspunkt. Er bandet dygtigt, fastholder de et kernepublikum, de kan blive gamle sammen med. Men at være på bølgelængde i så lang en årrække, som Suede har formået, er helt usædvanligt. I dag ganske som de var det for ti år siden. Suede færdes i det moderne byrum. Befolket af singles og evigt yngre par, der lever online med livsstilsmagasiner, parties, karrierer, frokostrestauranter og pludselige svimlende sug af tomhed. Hvad der tidligere var et liv reserveret en eksklusiv elite, er i løbet af de sidste 10-15 år blevet hverdag for rigtig mange mennesker. Tilværelsens barske realiteter kan komme i én erkendelse: »Sometimes things aren't like they are in lifestyle magazines« ('Lonely Girls'). Brett Anderson har fra dag 1 selvinvolveret skrevet om sit publikum. Uden illusioner, men med et afgørende romantisk skær. Sådanne solidariske sædeskildrere har det med at løbe tør for brændstof, men Brett Anderson har formået at holde nysgerrigheden hvæsset og blikket skarpt. Og Suede forstår på 'A New Morning' at servere teksten i melodier, der et splitsekund efter første gennemlytning rummer genkendelsens glæder. »Your smile is your credit card/ and your currency is your love«, slås tonen allerede an i det grumt iørefaldende åbningsnummer 'Positivity'. Fokus skifter frem og tilbage mellem iagttagelse og bekendelse. I 'Obsessions' beskriver fortælleren flygtige besættelser som livsfilosofi. Det gælder om at være forgabt i sine passioner. Også selv om de kan være skiftet ud næste nye morgendag. Ganske som kæresten kan være det, hvis ikke hun tager sig sammen og får læst hans elskede Bret Easton Ellis i stedet for bare at misbruge hans credit card! Det handler ikke om den store, udødelige kærlighed, men om dagenes altafgørende besættelser. Livskicket. I 'Lonely Girls' er sangskriveren for fuld styrke igen tilbage i den ømme iagttagers rolle. Stephanie, Tina, Maxine, Sylvia, Julia, Jackie, Tracy, Jane, Lydia, Jean. De stirrer på idolplakaterne, venter på, at telefonen skal ringe, og blander alkohol med opløsningsmidler. De bliver i sengen, dagdrømmer bag tasterne, maler væggene, lever med tømmermændene og synger højt for sig selv, når de er alene hjemme, eller tror sig usete, når de krydser parkeringspladsernes forkromede ørkenlandskab. De smiler om sommeren, ler i regnen og synger om vinteren: »Lonely girls fill the world«. Så banalt som sin egen popsang. Så smukt som en bittersød komedie fra Hollywoods storhedstid. Shirley MacLaine i 'Nøglen under måtten'. Så lige på kornet i hænderne, der holder om endnu et af de livsstilsmagasiner, der kommer og går. Og lige så flygtigt som selvbevidst præsenterer dagens glittede dogme fra livsstilsindustriens flimrende og fluktuerende lovreligion. Eller sagt på en anden måde: Brett Anderson opfylder rollen som popkulturens Flaubert. I et sprog og en form, der ligger langt fra romanlitteraturen, men ligger tæt på den verden og de mennesker, sangene beskriver. The London Suede (som de er kendt som i USA) er bandet, der lever med fingeren på pulsen. Sin egen og de andre illusionsløse romantikeres: »Well you beautiful loser/ well you beautiful lay«. Suede er forblevet vindere, fordi de formår at gøre de smukke tabere til et godt parti.