Måske var det Armand van Heldens to år gamle 'Little Black Spiders', der var startskuddet. Det er under alle omstændigheder ligegyldigt, for det er ikke urimeligt at betegne guitarens tilbagekomst som et symptom på vore dages elektronikmusikeres trang til at se sig tilbage og integrere deres analoge musikalske opvækst i deres egen produktion. Det er forståeligt og - med computerens hastigt ekspanderende muligheder - under alle omstændigheder uundgåeligt. Derfor overrasker det heller ikke, at den franske duo Cassius på deres andet album 'Au Rêve' er fanget med pølserne godt viklet ind i både guitarstrenge og musikfortid. Med kvikke singler som 'Cassius 1999' og ikke mindst 'Feeling For You' var Philippe Zdar og BoomBass i slutningen af sidste årtusind et spændstigt og tilmed humoristisk indslag på den franske housescene, der var godt i færd med at blive en regulær institution. Men nu er tonen anderledes voksen. Den friske fornemmelse af anarkistisk patchwork fra debuten '1999' er gået fløjten, og pladen er præget af en veletableret opdeling: Der er dansegulvsnumre med housedivaer på vokal, chill out-numre, et enkelt rapnummer og så lige et par chancede skæverter. Very predictable. Men det, der redder Cassius, er faktisk deres flirt med fortiden: Funkguitaren på 'The Sound of Violence' (en titel, der egentlig står i møguhyggelig kontrast til omkvædet »I feel like I wanna be inside of you when the sun goes down«!) er en uundværlig bestanddel af det uimodståelige dansenummer. Elhegnet og funkguitargroovet er også mere end tilstedeværende på den udmærkede single 'I'm A Woman', men det er på dvæleren 'Nothing', at kombinationen af guitarstrenge og elektronik for alvor går op i en højere enhed: Tilsyneladende tilfældige synthesizerhop afløses ufattelig frækt af en klassisk, langstrakt bluesguitarsolo. Det er helvedes dristigt og fantastisk vellykket som fusion af dengang og nu - og så æder nummeret sig hurtigt ind i sjælen. Spændende at se, hvor længe det har tænkt sig at blive. Nu skal det ikke forstås derhen, at Cassius kun duer med guitaren om halsen. 'On' er en klædeligt forvirrende og hamrende dynamisk technocollage, og 'Hi Water' er en inciterende og eksperimenterende blanding af analoge trommer og overvældende maskinsus. Derfor kan det godt være, at Cassius hverken er lige så komplekse som Basement Jaxx, lige så flabede og dygtige som Daft Punk eller lige så pisseligeglade som Armand van Helden. Men de formår at gribe lytteren i enkelte øjeblikke. Af eufori, usikkerhed og endda drømmeri - med eller uden guitar. Men mest med.