Igen må man forbløffes over den spændvidde, Jónsi Birgisson opnår i sit poetiske lydsprog. Det er næsten, som når børn synger et eller andet, de selv synes lyder enormt engelsk. Birgissons fraser strejfer hele tiden en engelsksproget genkendelighed, men undslipper hver gang ind i et mere mytisk og meget islandsk univers, der på én gang er klart som kildevand og tågeomhvirvlet som nyrørt mosekonebryg. »Det er oplagt at sammenligne vores musik med den islandske natur. De åbne landskaber med de bløde og hårde kontraster, grøn mos og sort lava«, fortalte Sigur Rós undertegnede i et omklædningsrum af beton, da de varmede op for Radiohead i Valby. Med disse otte kompositioner, der er vokset frem under gruppens live-indspilninger fastholder og udbygger Sigur Rós sin originalitet og sit organiske udgangspunkt med et album, der opleves som en abstrakt og konkret helhed i en grad, så fraværet af sangtitler faktisk forekommer mere logisk end studentikost.