Albummet er tænkt som en kvindes reflekterede og kritiske dannelsesrejse gennem det moderne USA. En odyssé om kulturel oprindelse og oprigtighed i skyggen af aktuel religiøs fundamentalisme og Hollywoodlir. Men af flere grunde fremstår Scarlets færd som en dannet dames lidt tågede observationer. Der er for mange ens melodier på 'Scarlet's Walk', hvor også arrangementernes tonefald jævnt hen bærer præg af den samme melankolske bundstemning. Musikalsk bruger Tori Amos næsten ikke de forskellige lokaliteters karakteristiske lyde. Og man bliver ikke meget klogere på amerikansk kultur af at dykke ned i fortællingens ord. Også på det punkt mangler sangene fokus. Øv, øv, øv. For på andre måder som f.eks. fraværet af forkrampede attituder er 'Scarlet's Walk' ellers et af de bedste Tori Amos-udspil siden det ti år gamle debutalbum 'Little Earthquakes'. Hun besmykker ikke sangene for meget med klavertoner. Og hun har som sanger et behageligt leje, hvad enten hun låner Joni Mitchells blåstemte tusmørke eller Kate Bushs fejende vokale balkjoler. 'Scarlet's Walk' er som en pæn og sirlig, men lidt formålsløs spadseretur rundt i USA.
Sirlige skitser
Lyt til artiklen
