Ved George Harrisons død forlød det, at han havde indspillet omkring 25 sange. 12 af dem er endt på 'Brainwashed'. Selv med den redigering in mente er det stilistisk blevet en lidt spredt fægtning. Trådene samles til gengæld smukt af Harrisons karakteristiske guitar, Jeff Lynnes lige så karakteristiske produktion og ikke mindst af teksternes rolige og klare religiøse livssyn. Jeff Lynne med en fortid i bl.a. Electric Light Orchestra og Travelin' Wilburys har ikke holdt sig tilbage, men er heldigvis heller ikke faldet for sin naturlige fristelse til at dyrke det overpyntede og opulente. Snarere har Lynne kastet en changerende silkekåbe over de demoprægede indspilningers benede skuldre. Men det er ikke kun en overflade, der holder sammen på 'Brainwashed'. De milde, lyst klingende guitarakkorder og en tilsvarende mild religiøs tone smelter i Lynnes produktion naturligt sammen til et hele. Livets hjul er det centrale billede. Livets hjul, som man stiger på, når man bliver født, og atter står af, når man dør. Ikke for at forsvinde, men for atter at træde ind i det store åndedrag. 'Brainwashed' bærer præg af at være blevet til på et tidspunkt, hvor alt var et spørgsmål om liv og død. Ikke fordi en følelse af hastværk eller mørke toner dominerer. Grundtonen er bemærkelsesværdig rolig, fattet og i perioder ligefrem lun. Mørket er der, men der er endnu mere lys. George Harrison var den, der virkelig fik noget for rejsepengene, da The Beatles søgte Indiens visdom. Han holdt fast ved den til det sidste, og hans tro kommer meget smukt til udtryk på pladens stærkeste sang 'Rising Sun'. Den beskriver, hvordan en indre stemmes budskab reddede ham, da hans sjæl var ved at drukne og udhules i kaotisk beatlemania . 'Rising Sun' hylder livet som den kraft, der udfylder den enkeltes livstid, men samtidig er et udtryk for et større, altomfattende livslys: »And in the rising sun you can feel your life begin/ Universe at play inside your dna«. Solen står op indefra. Midt i mørkningen hæver en strålende solopgang sig over sjælens horisont. George Harrison berører mange emner. Åbningsnummeret 'Any Road' er en gemytlig Wilbury-melodi med et zenagtigt glimt i øjet: »And if you don't know where you're going/ Any road will take you there«. 'Marwan Blues' er en uhøjtidelig instrumental. Den gamle evergreen 'Between The Devil And The Deep Blue Sea' er ligefrem sprælsk og cd'ens eneste covernummer. 'P.2. Vatican Blues' stikker til Vatikanstatens lyssky affærer, mens 'Brainwashed' i forlængelse opremser alverdens hjernevask leveret af storkapital, militær, presse og alle 'de andre'. Et traditionelt opråb mod alt, hvad der er stort og slemt og materielt, der gøres overrumplende utraditionelt, fordi Harrison i modsætning til de fleste andre opråbere tager konsekvensen og udråber et alternativ. Nemlig Gud. Det er længe siden, Gud har været et rigtig fedt omkvæd, men her optræder han for fuld udblæsning: God God God. George Harrison får det til at lyde som tre rocksmældende udråbstegn. Det er samtidig her, med Gud i omkvædet, at 'Brainwashed' løfter sig til noget andet og mere. Sammen med 'Pisces Fish' og 'Rising Sun' er det pladens tre store opløftende sange. Som deres stærke skygger står 'Stuck Inside A Cloud' og 'Looking For My Life', der henholdsvis intenst skildrer følelsen af desperat isolation og et eksplosivt kaos, der genlyder af det mærkværdige mordforsøg, Harrison var udsat for på et tidspunkt, da han allerede var syg. I modsætning hertil står en lillebitte ting som '(Can Only) Run So Far'. Men det hører nok med. At finde det store i det små og det små i det store. Man føler på en god måde, at det er en plade, der rummer essensen af George Harrison. Lyden af hans guitar vil fortsat trække en stråle af tyndt, klart lys ud af mørket.