Postcountry må være den bedste betegnelse for denne saliggørende musik, hvor både banjo, vibrafon og elektronisk lydgenerator finder plads. En musik, der opvarmes af bløde harmonier, melodier og et lunt swing med aner i country, folk og lo-fi. Men også en musik, der udfordres af lavmælt støjende, repetitive klimakser og langstrakte instrumentale udforskninger, som både Kotche og O'Rourke har med fra hjembyen Chicagos postrock-scene, samt af den tilfældighedsmusik, O'Rourke har mødt på New Yorks downtown-scene. Albummets højdepunkt er den lammende smukke 'So Long', hvor to planer skaber frydefuld friktion: Et knudret plan, hvor en kras guitar tegner kaotiske krusseduller, og en bred vifte af slagtøj overrisles med blide uregelmæssige slag. Og et vemodigt, vokalharmonisk plan, hvis smukke vers og omkvæd bemægtiger sig kontrollen med trioens instrumenter og mister den igen igennem nummerets næsten ni minutter.