Den melankoli og tristesse, der altid har simret i Massive Attacks sammensatte lydbillede, er blevet til tung alvor på den stilskabende gruppes fjerde album, '100th Window'. I de seneste måneder har Robert Del Naja '3D' fra gruppen sammen med især Damon Albarn fra Blur, været særdeles aktive frontfigurer for kampagnen mod en eventuel krig mod Irak hjemme i England. Og på albummet er Massive Attacks særlige fornemmelse for det trætte, men spredte og neonflængede tusmørke, i en storby, afløst af dyster tyngde. På den led fortsætter den langsomt glidende udvikling, Massive Attack har holdt i gang siden trioen fra Bristol debuterede i 1991 med det (stadig) fantastiske og skelsættende album 'Blue Lines'. Med inspiration og lån fra hip hop, reggae, electronica og soul skabte Massive Attack dengang et nærmest graciøst bud på fortættet, flimrende musik noir. En moderne, stemningsladet og scenisk storbyblues, der blev døbt trip hop og straks fik ivrige disciple kloden rundt. På album nummer to, 'Protection' fra 1994, blev lyden i hænderne på produceren Nellee Hooper mere lækker og rund, mens det tredje album 'Mezzanine' i 1998 præsenterede guitaren som en central medspiller i et nu mere kantet og knastet lydunivers fra Massive Attack. Siden indspilningen af det album, er først det oprindelige medlem af trioen, Attack, Andrew Vowles (Mushroom), gået permanent ud og Grant 'Daddy Gee' Marshal har taget en så lang pause for blandt andet at hellige sig sit lille barn, at han slet ikke har medvirket på '100th Window', som derfor i realiteten er en art soloalbum fra Robert Del Naja, '3D'. Alligevel er Massive Attacks roligt beherskede og mørke dub-stil umiskendelig fra første færd i 'Future Proof', hvis byge af associationer synges i gang med vanlig beherskelse af Horace Andy, der efterhånden kan kaldes sig fast gæstevokalist hos Massive Attack. Både som komponist og sanger medvirker Sinead O'Connor på tre sange, hvoraf det enkle og ligefremme 'What Your Soul Sings' er det smukkest og mest vellykkede på albummet, med den irske sangerinde i sit mest sårbare hjørne i en bøn om at finde sin egen stemme og tale fra hjertet. »So no longer pretend/ That u can't feel it near/ that tikkle in your head/ that tingle in your ear/ ask it anything/ it loves u dear«, synger hun hen over en melodi så blid som en skovsø på en sommerdag og en meget typisk puls i den samplede rytme. Singlen 'Special Cases' er et beslægtet, tilsvarende grandiost popnummer med Sinead O'Connor i en måske overraskende opfordring til kvinden om at se på sig selv, inden hun hovedløst anklager sin mand for alverdens fejl og dårligdomme. »The deadliest of sin is pride/ makes you think that you're always right«, forlyder det. Mindre banalt eller patetisk bliver det ikke i tredje bidrag fra Sinead O'Connor, 'A Prayer For England', en gentagelse af 'Safe From Harm' fra debutalbummet 'Blue Lines'. Her formet om til en sang imod mord på og misbrug af børn: »In the name of - and by the power of - the holy spirit/ May we invoke your intersession for the children of England«, synger O'Connor. Hun har altid evnet at favne det hjerteskærende og det tråkrummende i samme sang, og dette er ingen undtagelse. Problemet med at bruge Sinead O'Connors smukke, rene og rørende vokal er, at Massive Attacks helt mister den tilrøgede mystik, der har præget gruppen og dens tidligere gæstesangerinder. Shara Nelson på debuten, Tacey Horn og Nicolette på 'Protection' og Sara Jay og Elisabeth Fraser fra Cocteau Twins på 'Mezzanine' tilførte alle hver på sin måde den lagdelte musik en særegen, gådefuld skønhed, mens Sinead O'Connor toner rent - hvidt - flag. Sammenholdt med grundstemningen på et album præget af stor alvor og eksistentielle sange om krig, kærlighed og kloning gør det '100th Window' til en stor og bitter mundfuld for lytteren. Udsigten fra '100th Window' byder på stor skønhed sine steder som i den drømmende 'Name Taken' og den eksotiske, orientalske instrumentering på sange som 'Small Time Shot Away' og 'AntiStar' med arabiske strygere. Men det er også som om lydsporet med sine loops og samplinger kører i ring for Massive Attack. Den stemningsladede musik er hørt bedre før, og al alvoren giver albummet et præg af træghed. Måske klæder den passive melankoli bare Massive Attack bedre end det massive angreb på tilværelsens større spørgsmål? Forventningerne til Massive Attack har altid været tårnhøje og denne gang indfris de ikke. Der er stor sikkerhed over udtrykket på '100th Window', men der er hverken tale om nye musikalske landvindinger eller en samling mindeværdige melodier med den vanlige intensitet. Gruppen har da også bebudet, at et nyt album er i vente i løbet af 12 måneder samtidig med, at der er planer om at arbejde sammen med Tom Waits og Mike Patton med en fortid i Faith No More. Foreløbig må vi nøjes med et solidt popalbum, der ikke føjer meget til den mesterlige fornyelse af moderne popmusik, vi allerede har fået fra Massive Attack.