På øverste hylde i rockens trendsupermarked finder vi i øjeblikket electroen. Det vil sige, vi snakker ikke electro som historisk genre fra 1980'erne, vi har at gøre med en mere diffus dyrkelse og videreudvikling af den metalliske, klumset teknologifikserede og dansable lydæstetik, der syntes hypermoderne dengang. Retro-futurisme, simpelthen. Eller electroclash, som det er blevet kaldt, når electroen dumper ned i rockens store indkøbsvogn. Efter folk som Fischerspooner og Peaches kommer nu Goldfrapp, den britiske duo der ellers førhen stod for en anderledes bredtfavnende drømmemusik. Men de nye klæder sidder stramt og godt på sangerinde Alison Goldfrapp og keyboardmand Will Gregory. Om vi taler kønne ballader, hæsblæsende omkvædspop eller tævende electrorockfigurer, støtter den næsten asketiske sound solidt op om duoens kompositioner, som Alison Goldfrapp forsyner med en sexet distance - lidt som den slags bliver leveret af mannequiner i butiksvinduet efter lukketid. Goldfrapp er ikke blot hoppet med på en kitschet bølge. De har ganske enkelt set denne unikke musikalske tilstand, electroen, som en kærkommen anledning til at få sat skik på deres kunst.