Selvfølgelig må melankolien i sproget have noget med endelsen at gøre. Nogle sprog har denne tendens til at bøje af, føje sig efter skæbnen, klinge af. Det har givet den portugisiske fado sin særlige karakter. Længselsfuldt, blødt, lidt resigneret bøjer ordene af og ind imod hinanden. Næsten som to elskende, der lader sig falde ned ved siden af hinanden, fordi det alligevel ikke kan være anderledes, fordi man lige så godt kan nyde det, så længe det varer, selv om ens øjne måske er olivengrønne af hav og sorg, fordi intet varer evigt. Ude på de stormomsuste, golde Kap Verde-øer 600 kilometer vest for det afrikanske fastland har den ukuelige sangerinde Cesaria Evora sin egen robuste, vitale variant af den portugisiske længsel og resignation. Melankolien og savnet er konkret nok. Folk forlader øernes smalhans og søger lykken andetsteds. Som de altid har gjort. Et fiskerfolk har aldrig fast grund under fødderne. Til gengæld har man en skæbne, der stikker dybt, når man bogstavelig talt er en befolkning sprunget ud af slavetrekanten mellem Europa, Afrika og Brasilien. Men selv om hun er berømt for sin sodade, sine nænsomt dyrkede hjemlængsler, synker Cesaria Evora ikke hen i ørkesløs nostalgi. Melankolien er et grundvilkår, der bedst fejres med et godt glas ildvand og de oceanisk anduvende dansetrin, der kan tegne et konstruktivt mønster i selv det mest udsigtsløse støv. Så Cesaria Evora fortsætter med at synge sin morna uden slinger andre steder end i valsen. 63 år gammel og 11 år efter hendes internationale gennembrud 'Miss Perfumado' fortsætter 'den barfodede diva' sin urokkelige kurs, der fører hende stadig længere ud i verden uden at flytte sig mange tommer fra ånden i hjembyen Mindelo. De senere år har Evora musikalsk besøgt både Brasilien og Cuba, men på 'Voz D'Amor' er hun hjemme igen. Den gamle fornemmelse af havneknejpe finder man ikke. Der er lidt mindre svaj i hofterne og musikkens dansegulv lyder mere renskuret, men i bund og grund er musikken, ånden og atmosfæren den samme urokkelige. Cesaria Evora er ikke for ingenting niece af den afdøde poet B. Leza, der på mange måder formede den kapverdiske morna sammen med kasketkaptajnen Manuel de Novas, der har skrevet to af numrene 'Nha Coracao Tchora' og 'Ramboia' på 'Voz D'Amour'. Et af cd'ens mest veloplagte numre er den kvikt gyngende 'Velocidade' om en ung kvinde, der er lige lovlig hurtig i aftrækket. 'Velocidade' blev den sidste sang klarinettisten Luis Morais skrev til Evora. Morais var Evoras trofaste følgesvend, da hun som ung sangerinde gjorde barerne i Mindelo usikre. Morais havde netop igen sluttet sig til Evoras orkester, da han døde. Tiden går. Alligevel er der mere gammelt nyt end nyt nyt over det seneste album med Cesaria Evora. Cesaria Evora ligner sig selv. Det er godt at konstatere med jævne mellemrum. I modsat fald ville man måske komme til at tage en helt usædvanlig stemme og musikalsk skikkelse for givet. I stedet for at nyde den særlige aroma så længe den benåder øerne, verden og musikken med sin tilstedeværelse.