Et sted i kølvandet på den lille danske rockkrusning, der gav masser af plads til Saybia og lidt mindre til Jupiter Day, klukkede Garbo rundt. I en ganske pæn gul ubåd af et debutalbum ved navn 'Fields' med plads til Beatles-harmonier, følsom rock og en lille køn melodi ved navn 'Driving Miss Mia'. Det var i 2001 på det store pladeselskab EMI. Som Garbo siden har forladt, angiveligt for at få større frihed. Til at sprænge gruppens lidt snævre stil med den meget markante påvirkning fra Beatles og de mange blide sange på debuten, kunne man tro. Der er da også sket noget hos trioen med rødder i Roskilde. Sangene er blevet belagt med endnu flere guitarer, uden at det er gået ud over Garbos særkende, de træfsikre vokalharmonier. Det er alt det rigtige - dygtigt, talentfuldt, sympatisk, melodisk - og en smule kedeligt. Det er desværre stadig, som om Garbo helt mangler at smide forbillederne over bord og træde frem som sig selv med krasse kanter og lidt mere drama i sangenes indre linjer. Der er ansatser i strømmene af guitarer i sange som 'Quiet is the New Loud', 'Let it Pass' og balladen 'The Ballad' med endnu en fornem præstation af sanger Tomas Høffding. Men den rigtige Garbo var altså lidt af en drama queen. Sådan en kan man godt savne her.