Der er sangere, der hævet over enhver diskussion synger godt. Og så er der de andre. De, der næppe ville være sluppet forbi en sanglærer uden en anmærkning og et hak i tuden. De personlige stemmer. Dem, rockmusikken er så rig på. De, der skiller vandene og ikke mindst gør det, når det er deres egne uforlignelige ord, der kommer skrumplende og valsende ud af munden på dem. Stemmerne, der irriterer nogle grænseløst og af præcis samme årsager kommunikerer dybt ind under ørehuden på andre. 26-årige Tue West er ny på scenen, men debutanten fra Hundested skal nok blive spillet nok i radioen til at skille vandene med sin drengede stemme og sine afvæbnende ligefremme tekster om kærlighedens væsen. Naive sange, der måske ikke er så naive endda. Det lyder umiddelbart som et lille pelsdyr snarere end en pelsjæger, der med afvæbnende ungdommelighed synger: »... det er fedt at ligge tæt, når man er glade for hinanden«. Det er det jo. Men hvor mange kunne finde på at udtrykke sig så ukunstlet ublufærdigt i dén anledning? 'Hun er fri' ('Kvinden og lottokuglerne') er imidlertid faktisk en ikke spor ueffen sang om den svære tid, hvor to, der har elsket hinanden, ikke magter at løsrive sig og besinde sig på, at datiden definitivt har sat sig overskrævs i dobbeltsengen. For huden tiltrækkes trods alle suk og tårer og gensidige beklagelser og bebrejdelser stadig uimodståeligt af den andens velkendte varme. Flere af sangene på 'Tue West' er skrevet i kærlighedens efterdønning med al den energiske melankoli, et kuldsejlet kærlighedsforhold kan afstedkomme, når præmissen trods alt er, at fremtiden ligger åben og uvis forude. Flere af sangene er både kontant iørefaldende og tilsvarende håndfast arrangerede, men alligevel samtidig rørende forløst omkring en kerne af noget kejtet og åbenhjertigt. Tue West tør stille sig sårbar til skue, og det gør ham paradoksalt nok til en afvæbnende og alt andet end kalkulerende elsker af en meget dansk lyd. Selv om Tue West tidligere har sunget på engelsk, lyder hans univers ikke 'oversat' til dansk. Det klinger og smælder på et mundret radiodansk. Umiddelbart ikke uden sammenligning med en ung Peter Belli i tonefaldet. Og dog. For Tue West er ikke fortolker. Han er en af den slags stemmer, der er personlige, fordi de er deres egen sangskrivnings naturlige forlængelse. Men sjovt nok lander West et sted, der flere gange faktisk kunne være lige i nærheden af Bellisvej. Dansktoppens rockede afdeling genopstået i forynget og forfrisket udgave. »Ja, det bli'r jo nok endnu en sang om kærlighed« konstaterer Tue West på 'En sang om kærlighed'. Vist gør det så. Men dem kan man heller ikke få for mange af. Når de som her fremstår så mundret, blåøjet og uforfærdet.