0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fortidens dyder

Spidsbelastet guitarfrenesi og strubebrøl fra The Pixies, et hunkønnet ekko Throwing Muses, et kast med Bryan Ferrys pandelok og ikke mindst den amerikanske auteur-poseur Stan Ridgway fra Wall of Voodoo, som han lød midt i 1980'erne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Stellastarr er det lille rockband mede store armbevægelser og musikalsk intimitet. - PR-foto.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I USA bliver Danmark udråbt til musikkens nye mekka. Michael Stipe fra R.E.M. har Junior Seniors 'Move Your Feet' på sin aktuelle liste over favoritmelodier, og det er svært at åbne et amerikansk musikmagasin uden at støde på navnet Raveonettes. Så det kunne måske være på sin plads høfligt at konstatere, at der såmænd også foregår ikke uinteressante ting i en østamerikansk by ved navn New York.

Lokalt knyttes der således visse forhåbninger til kvartetten Stellastarr, der allerede har haft den ære at være opvarmningsband for Sune Wagner og Sharin Foos Raveonettes. Indtil for nylig var det groft sagt sådan, at de unge rockbands havde travlt med at genopdage og nærmest genindspille fortidens dyder i nye stilsikre gevandter, mens den postmodernistiske kulturkollage lå i hænderne på mere teknologisk orienterede artister. Men ligesom bysbørnene The Rapture skaber Stellastarr en pivfrisk rockmusik ved at kombinere de mest forskelligartede rockhistoriske referencer til et på én gang splintret og sammenhængende slagkraftigt artistisk hele.

Hvor The Rapture forener instrumental disciplin med hæsblæsende grænsesøgen er Stellastarr tættere på indie-traditionen. Et lille rockband med store armbevægelser og musikalsk intimitet. Men sammensatheden er lige så forbløffende. 'Jenny' hedder et af de bedste numre på gruppens debutalbum. Et medrivende rocknummer, der rækker tilbage til 25 år gammel new wave og undervejs får opsamlet de mest forskelligartede skud fra krydderibedet. Spidsbelastet guitarfrenesi og strubebrøl fra The Pixies, et hunkønnet ekko Throwing Muses, et kast med Bryan Ferrys pandelok og ikke mindst den amerikanske auteur-poseur Stan Ridgway fra Wall of Voodoo, som han lød midt i 1980'erne. Altså ikke spor 'moderne' og alligevel en ny stemme fra et band, der kan kunsten at kigge frem og tilbage på én gang. Tilbage til dengang et rockband var noget, der opstod, når fire studerende fra art school slog kludene sammen og lærte at spille hen ad vejen.

Guitaristen Michael Turin er faktisk guitarist, men sangeren Shawn Christensen er kunstmaler, bassisten Amanda Tannen er cellist, og trommeslageren Arthur Kremer er den grafiske designer, der har lavet pladens omslag. Han burde dog nok holde sig til trommerne næste gang.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere