Vent! Jeg ved det. Det er temaet til Copenhagen Film Festival, det dér. Jeg havde hørt det før, du måske også. Og det har drillet min øregang, hver gang jeg startede den danske kvartet Bliss' første internationale album 'Quiet Letters' - en blanding af nye numre og fortid fra debutalbummet 'Afterlife'. Nu drillede og driller åbningsnummeret mig så også på en anden måde. De drivende sentimentale strygere, de velfriserede beats og brugen af harmonika, som er lige lovlig Gotan Project. Moderne muzak. Her er klangligt højt-højt-højt-højt til loftet, som ekkoer i det fjerne. Men idemæssigt befinder vi os i kælderetagen. Og sådan er det med hele 'Quiet Letters': Chilloutsangene smyger sig ud af højttalerne og parfumerer ens dagligdag, og det havde været fint nok, hvis ikke det var så uopfindsomt og samtidig anmassende pseudospirituelt. Med tydelige inspirationer fra Buddha Bar i Paris, hvor loungemesteren Claude Challe i mange år miksede den mest æteriske verdensmusik med vestlige beats-med-mere har Bliss sammenskruet et album, der stryger dig med håret og vækker mindelser om Nitin Sawhney, Talvin Singh, Everything But The Girl, Massive Attack, Enya, Sade, øen Ibizas mest velourbløde anthems og reklamer for Kildemoescykler. Som en Wunderbaum dinglende salvelsesfuldt i et taxavindue. Som en slowmotionrygklapper, du ikke kan ryste af dig uden at smække ham én på skrinet. Her er ikke antydningen af kant eller udfordring - medmindre man som undertegnede kan blive helt vanvittig af at blive slikket i øret af konforme klaverfigurer, sødsuppestrygere og luftige vokaler uden kreativ opdrift. Bliss rammer kun som varm luft fra en hårtørrer. Og om det er opera eller afrikansk sang eller etno-trommer, der smides i mikset, så gøres det efter for længst fortærskede mønstre. Ambient house-genrens mixdelirium (The Orb, KLF og Mixmaster Morris i de sene 1980'ere) er en slags forløber for loungebølgen, og var interessant på grund af parringsdansene mellem uventede, umage elementer, som skabte gnistrende gnidningsmodstand og nye sammensmeltninger. Bliss' kombinatorik er for længst blevet skabelon Vesten over. Og hertil kommer, at sangenes henførte drømmerier sjældent løfter sig over det banale. Hvis du vil have dit hjem bestøvet med lyd, som ikke er ambient nok til at blive ignoreret, og ikke har ide og kant nok til at vitale dele af dig støder ind i den, ja, så er 'Quiet Letters' ideel. Som skabt for Bo Bedre- eller måske Wallpaperfetichisten, for den moderne livsstilsdyrker. Til dig der vil leve hygiejnisk og velfriseret, vægtløst, men visionsløst. Til dig der vil røres uforpligtende og kun udenpå. For Bliss' spirituelle tekster og toner sigter måske mod det åndeligt healende, men fordamper i skyer af klicheer, før de når ind under huden. Dette er brugsmusik - og som sådan godt for nogen. Og tag ikke fejl. Bliss rummer solide musikere. De formår at få alt - fra komposition over arrangementer til udøvelse - til at lyde ubesværet og modhagefrit. Spørgsmålet er bare hvad disse ferme håndværkere ville gøre, hvis de skulle forlade deres lounge. Hvis de i stedet for design efter stramme komfortmønstre skulle lave kunst. Noget der åbnede øjne, frem for at dæmpe lys.