Nattevinden hvisker i det gamle, knirkende træhus. En måne skinner benhvidt ind i rummet, hvor en mand sidder i petroleumslampens svage skær med en guitar i sit skød. Han skiftevis bøjer sig over sit instrument og stirrer ud i mørket. Hans blik er langtfra tomt. Fingrene bevæger sig. Det sker, de næsten finder en melodi. Så glider de igen ind i en melankolsk klimpren, der skvulper som fremkaldervæske mellem hans ører. Han ser frem for sig. Den nogle og halvtreds-årige tænker på kvinderne, som altid enten var der eller ikke var der. På væggen hænger de korsfæstet med tegnestifter. Falmede feriebilleder af unge kvinder, der nu går rundt i verden med gråsprængt i det ravnsorte hår. Det er let nok at blive ældre. Straks sværere at blive klogere. »Kärleken först, meningen sen«, lyder ordene, der stadigvæk giver den samme mangel på mening. Men skal kærligheden fylde alt, risikerer man at blive en kærlighedens fyldebøtte. Kærlighedens tømmermænd. Kærlighedens rus. Endnu en gang »innan elden dör/ och mörket blir kompakt«. Melodisk variation har aldrig været Ulf Lundells force. På 'En eld i kväll' har han nærmest helt droppet dem. Han akkompagnerer nattens tankestrømme, som om guitaren ikke er stemt med andet formål end at stemme sindet. Med lange mellemrum kommer en klagende mundharmonika. Puritanismen er næsten total. Men bliver man først fanget ind, har den ensomme Ulf mesmeriske kvaliteter. Med den højre hånd hersker man. Men det er, hvad den venstre foretager sig, man aldrig har styr på, mumler han. Sådan er det også med hjernens og menneskets bedre halvdele; den ene vide ikke, hvad den anden gør. Det er kold nat i Sverige, men tankerne flyver hele vejen til en caribisk ø og til Thailand. Mænd søger kvinder. Kvinder søger mænd. Alle søger før eller siden hjem. »Om du behöver en man i ditt liv igen«. Sætningen behøver ikke fuldføres. Først kærligheden. Siden meningen med den. De rastløse går før eller siden hjemmefra igen. Som Bea, der i 'Dhaulagiri' finder kærligheden til mand og barn. Uden at finde en mening i dem. »Att älska är det enklaste/ och inget är sä svårt«. Som et naturligt skred glider det mod en anden kærlighed. Fredsrebellen kalder Lundell sin frelser. I 'En eld ikväll' besynger han Kristi lidelsesblod, der ikke mindst i den stærke pietistiske arv i Sverige forbinder mænd og kvinder, ikke som mænd og kvinder, men som brødre og søstre i sidesårets hellige kirke. Men kærligheden til Gud og kærligheden til kvinden er håbløst filtret ind i hinanden hos Ulf Lundell, og han ved det: »Köttet vill ha sitt/ det finns en hunger i vår hud/ Den mättas av en smekning/ av en famn, eller av Gud«. Eller af en guitar i hænderne på en ensom tvivler, der på sin egen måde er stærk sin i tro. På Kvinden, hendes mand og deres hellige ild.