Selv om Lambchop kommer fra Nashville, Tennessee, var gruppen aldrig noget almindeligt countryband. Kurt Wagner og kompagni havde fra debuten, 'I Hope You're Sitting Down'/'Jack's Tulips' fra 1994, alt for travlt med at skrive småsyrede, skramlende sange om lsd-trips og deslige - og med at ironisere over netop countrygenrens målgruppe: den hvide, øldrikkende mand. Men - Lambchops kunst stod dog i et tydeligt forhold til countrymusikkens musikalske sødme og fetich for letforståelige, triste skæbnefortællinger. Sådan er det ikke længere. Fra omkring 'Nixon' fra 2000 begyndte Lambchop at afvikle sig selv som countryrefererende band, og med dobbeltudgivelsen 'Aw C'Mon' og 'No You C'Mon' har de fuldbyrdet deres udvikling væk fra countryen og mod ambitiøs sangskriverkunst i liga med Tindersticks og Nick Cave. Men det knager i fugerne. I arbejdet med de to plader (som ikke udgør et dobbeltalbum) underlagde Wagner sig selv et strengt dogme: Én sang om dagen skulle han skrive. Og omtrent samtidig blev han hyret af en amerikansk filmfestival til at skrive musik til F.W. Murnaus stumfilmklassiker 'Sunrise' fra 1927. Denne lettere miskmaskede kontekst skal de to nye plader høres i: som en blanding af dogmemusik og et 75 år forsinket soundtrack. Sådan lyder de også ofte - og pladernes mange instrumentale stykker filmmusik er stort set ubrugelige her uden for biografmørket. 'Aw C'Mon', den efter titlernes minidialog at dømme første af de to plader, bærer tydeligt præg af sangenes hurtige tilblivelse. Melodierne lyder halvfærdige og statiske. Det er så forsøgt løst ved at proppe dem med teatralske strygere og næsten grotesk velklingende guitarer - hvilket blot udstiller kompositionernes mangler. I disse luksuriøst udstyrede redningsbåde vakler så Wagners lyrik: Mestendels løsrevne og metaforer for at mærke åndsnærvær og realisere sine sanser i en forblommet verden - at føle sig i live ved solopgang, at ryste af kulde på molen. Indimellem rammer han plet: »Let's let the cat out of the bag/ Let's let the neighborhood go bad« - nu skal der fandeme tales ud! Men oftest er det mest af alt, fordi man som lytter gerne vil have, at 'Aw C'Mon' skal være en god plade. I virkeligheden er den ikke mere end middelmådig. Så er der mere substans over svaret: 'No You C'Mon'. Her er strygerne strøget og erstattet af langt bedre sangskrivning og mere delikat produktion. Langt, langt nede under de classy arrangementer lurer ofte en vrængende åre af guitarstøj som en diskret dæmon på sangenes ellers velproportionerede skuldre. 'Nothing Adventurous Please' er ganske Lou Reed'sk i både sin støjende guitarmur og i sit glimt af en no-good lømmelskæbne. Og når strygerne lejlighedsvis får lov at lege med, foregår det med formål og stor nænsomhed. »You're everything I do, or see«, mumler Kurt Wagner til allersidst på 'No You C'Mon'. Det føles som en kæmpe lettelse oven på 'Aw C'Mon's halvfærdige poesi - og en fed streg under den beslutsomhed, der er forskellen på Lambchops to plader. Hvoraf de snildt kunne have nøjedes med at udgive den ene.