Må musikerne vakle på et mesterværk? Ja, hvis det er med den intensitet, som svenske First Floor Power flyder over med på deres andet album 'Nerves'. 11 skærende smukt forløste, særegent skæve popsange om livsens hårdhed, vore tabte fællesskaber, brankede illusioner og kärlek. 11 sange, der dulmer og indgyder håb. Og hvis ikke kvartettens navn indikerer den politiske orientering klart nok, så gør sangtitler som 'Uprising' og 'Streetfighting' og linjer som »Eat the rich, but be sure to cook them first« - afsynges i kor. Jenny Wilson og Karl Jonas Winqvist skiftes til at synge for. Hun kan lyde som en sublimt kuldslået Siouxsie Sioux, han som en passioneret David Byrne. Ikke skønsang, nej, men her dyrkes også en bevidst blotlagt skrøbelighed, der kan minde om Belle & Sebastians. Og samtidig er 'Nerves' flamboyant og eventyrlysten. Her er discorytmer, vals, spansk folklore, og den kærlighed, der er lagt i de nyfigne arrangementer og i detaljen, er overvældende - om det er messingblæs, spinet, kastagnetter, trommehvirvler, klap, oldschool-synth eller de mange smukke kor. Brændende nærvær og multisporsteknologi i skjøn forening. Mesterligheden findes i krydset mellem dette helstøbte mylder, overfloden af melodiøsitet og den umiskendelige oplevelse af, at hver eneste sangs sjæl er en åbenbaring, der vibrerer varme gennem marv og ben og trækker en opad. 'Nerves' er et lille mesterværk, unikt formfuldendt spraglet, anfægtende og forførende. Og det stikker så uendelig meget dybere og højere end det store narcissistiske flertal af udgivelser. Spred budskabet.