Kompleksiteten er med computerens og især laptoppens uomtvistelige herredømme blevet den elektroniske musiks svøbe. Enhver person kan med tid nok på hænderne skabe en afgrundsdyb kompleksitet. Og det gør de. Hertil kommer samplermanien og de mange syntetiseringsprogrammer, der skaber noget der for almindelige dødelige opleves som en uendelighed af muligheder. I dén er det ikke nødvendigvis maksimalisten, der lykkes. Lyt bare til den subtile Donato Wharton, som ganske vist glimrer med mange detaljer i sin musik på {lsquo}Trabanten', men kun klædeligt få af gangen. Roen breder sig gennem hans drømmende melodifigurer, få guitarakkorder og varme harmonier (nogle svøbt i uldne klangsweatre), men tilføjes utidighed af statisk elektriske beats og højfrekvente flydetoner. En arret skønhed som opstår ved hjælp af enkle kontraster. Så kækt balancerende på kanten til det sentimentale og glatte lykkes det Wharton at skabe en uomtvisteligt behagelig plade, som aldrig bliver baggrundsmusik.