Det gør ikke så forbandet ondt at være Kira Skov. Måske ikke i virkeligheden. Men helt sikkert i musikken. Indimellem gør det så ondt i sangene på det andet album med kvartetten Kira & The Kindred Spirits, at man spontant kan få lyst til at sende dem en veludrustet Falck-kasse. Indtil man kommer i tanke om, at her hjælper ingen plastre. For det er kærligheden og seksualiteten og den der underligt udefinerbare dims, vi kalder for sjælen, der værker af lyst og ømmer sig af smerte. Præcis som det altid er sket inden for musikgenrerne blues og soul. Det er inden for de ædle, amerikanske musiktraditioner Kira & The Kindred Spirits arbejder og langt hen ad vejen knokler rigtig godt på deres andet album 'This Is Not An Exit'. Med anselig assistance fra den p.t. ombejlede svenske producer Tore Johansson (The Cardigans, Franz Ferdinand m.fl.) spiller Kira Skov (sang, guitar), Rune Kjeldsen (guitarer), Orson Wajih (bas) og Jesper Lind (trommer) som én udtryksdygtig organisme. Også når melodierne i bund og grund virker uafklarede, og et arrangement som det til 'The Rhapsody' måske derfor kommer til at minde om tung og træg sminke, får bandet alligevel god rockmusik ud af det. SELV OM 'This Is Not An Exit' hviler på gamle traditioner, gennemspiller Kira & The Kindred Spirits dem ikke døvt. Bandet sanser og reagerer med personlig integritet som en hypermobil krop, der uden at gå i stykker kan strække og vride leddene så langt, at for eksempel den bønfaldende 'Do You Want Me' knirker, borer, bimler og ringer desperationen frem. Og i forgrunden af samtlige disse instrumentalt alsidige sange er så Kira Skovs kraftige stemme, der ikke et sekund lægger skjul på, hvad den føler. Når den i 'Big Mistake' får selskab af vuggende havfruekor og en fint bølgende musik, bliver det samlede indtryk mere varieret. I andre sange bliver det simpelthen for meget af den gode Kira Skov-ting med de voldsomme følelser helt fremme i det sommetider palmin-fede lydbillede. Så ønsker man, at Kira Skov ville holde op med at lægge sin intense stemme med de mange slidmærker som et tæppe hen over melodierne. Og at hun ville begynde at holde flere pauser mellem ordene. Som hun synger, bliver vokalen ind- imellem musikkens dominerende, selvudleverende smertepunkt i stedet for det attraktiv, den skulle være.