Også Garbage har ligeledes efter fire års tavshed valgt at skrue op for guitarerne. Alle mand m/k spiller spade i spandevis på 'Bleed Like Me'. Nirvana-produceren Butch Vig og hans to producerkolleger Steve Marker og Duke Ericsson lavede Garbage ved at genbruge grunge som forgyldt popskrot. Et hipt poporkester forklædt som rockband. En seismografisk præcis aflæsning af tidens lydkode med skotske Shirley Manson - pigen med porcelænspanden - i rollen som selvbevidst sexsymbol. På tredje udspil 'Beautiful Garbage' lød den før så vakse nyhed imidlertid moden til rockhistoriens skraldespand. Men 'Bleed Like Me' er mere end et rustent PS. Med 'Sex Is Not The Enemy' som programerklæringen, der skal genoplive den seksuelle revolution, holder Manson stilen som kvindelig rockrebel med mere rygrad end navleguf. Uanset hvor meget Vig & co skruer op for guitarerne, er Garbage grundlæggende artificielle i rollen som rockband. Men som hitleverandører med mod på at ruske i popformatets lænker er 'Bleed Like Me' med 'Run Baby Run' og 'Why Do You Love Me' i front et effektivt udspil. Med sin nye orientering mod massiv guitar måske umiddelbart betragtet mere på bagkant end på forkant, men hvis Butch Vig er en lige så dygtig aflæser som tidligere, så er god gammeldags guitar fra væg til væg i 2005 det ny cool i Popland.