Der var engang i et lille land et bette orkester, som spillede små fjollede sange om en hval, der hed Valborg, nogle brødre ved navn Gebis, skotten Macarine, landet United Steaks, dronning Daisy og en vuffelivov. Selv om orkestret blev slagtet på det intellektuelle parnas og sparket ud af 'Billen på bladet' som en anden Klods Hans, elskede alle i det lille land de finurlige ordlege. Det var måske det rene pjat, det var måske også plat, men det var også hyggeligt og harmløst, så hvad skulle der nu være galt med det? Egentlig var det bare meningen, at orkestret skulle være lidt spas i fritiden for musikanterne, men efterhånden blev de dronningedømmets mest populære helte, der spillede for udsolgte huse overalt. Mens pengekassen bugnede. Se, det var jo et rigtigt eventyr. Hvis Shu-bi-dua så bare havde ladet det være med det, kunne alle være glade. Så heldige var vi bare ikke. Naturligvis skulle vi have et gumpetungt album med shubificerede udgaver af ham der H.C.'s eventyr, der har melodier så brede som nordjyske motorveje. Og desværre lige så tomme, hvad angår ånd, humor og charme. Lad os sige undskyld for dette stykke spekulation til gamle H.C., der jo sådan set var folkelig nok selv på en dybere, mere sofistikeret og elegant facon. Og lad os så få ringet efter den lille pige med svovlstikkerne og få tændt et sankthansbål med denne rædsel, så shubberne atter kan hvile sig velfortjent bag fædrenes gravhundehøje. Sammen med prinsessen fra Parken, Tina Turner med det svedige dollargrin.