Del 2 af en rock-cyclus på i alt fire album åbnes instrumentalt og afsluttes af fire numre, der ligesom er en indskudt historie i den lige så langstrakte som grumme beretning om et ægtepar, som må ofre deres genetisk fejlslagne børn for at redde Jorden fra undergang. Gad vide, hvilken planet det britiske band Coheed & Cambria egentlig har opholdt sig på, siden den såkaldt progressive rock fes ud ad en lunken synthesizer-tangent engang i halvfjerdserne? Ikke godt at vide. Men indimellem kan det være en god ide at tage ophold i en lydisoleret tidslomme, så man kan udvikle egne ideer uden skelen til tidens omskiftelige tendenser. Således trækker Coheed & Cambria snarere tråde fra fortidens dinosaurer som Rush, Queensrÿche, Marillion, Emerson, Lake & Palmer og Triumph end til vore dages mere kontante rock. De stort anlagte melodier foldes ud med violiner og store kor over en konstant fremadpiskende rytmesektion med sanger Claudio Sanchez' spinkle stemme som fortælleren med mange røde tråde på tungebåndene. Originalt er det vel ikke, men overraskende i vor fortravlede tid og imponerende friskt og vellydende, takket være det opfindsomme og - i hvert fald på album - blændende orkester, der magter talrige skift i tempo, melodi og genre. Men i længden stritter 2. del af de planlagte fire album rent musikalsk i for mange retninger, og man savner tyngde og vilje, for slet ikke at tale om mening i den pompøse poesi og musik. Og alligevel er der fascinationskraft nok i Coheed & Cambria til, at i hvert fald denne lytter bliver ved med at vende tilbage til albummet igen og igen. Der er så mange referencer, og måske er der også en mening bag tæppebombardementet af nørderi.