Navnet er også irsk. Gaflet fra en fortælling af James Joyce. Men så glider det indlysende irske i baggrunden, og noget ganske andet og decideret amerikansk træder frem. Nemlig en duo fra, af alle steder, San Francisco. Som godt nok er knyttet til folkemusikkens mere vilde apparater, men snarere skal ses som et udtryk for den mere grundlæggende, hidsige rumsteren omkring de amerikanske rødder, der ikke mindst er opstået i kølvandet på White Stripes. Adam Stephens synger af karsken bælg og øm hals og spiller guitar og mundharmonika. Tyson Vogel spiller trommer. Men hvis man tror, så få instrumenter ikke lyder af meget, tager man gevaldigt fejl. Det er ikke gang i den, der mangler, når Two Gallants spiller op til larm og ballade i 'Las Cruces Jail' med fråde i det skæg, de da vist dårlig nok er gamle nok til at have fået! Men 'What The Toll Tells' rummer meget mere end vitaminrig vildskab med rustikke rødder. Den umanerligt inderligt slentrende 'Steady Rollin'' og den næsten 10 minutter lange 'Waves of Grain' viser Two Gallants som en slags missing link mellem europæisk folkemusik og amerikansk country. Et skæringspunkt, Bob Dylan udforskede arkæologisk i begyndelsen af 1990'erne, men som her anderledes overraskende springer frem som ungdoms vildsomme poesi.