Han flirter med latinamerikanske rytmer, han tomler til Marokko, og han drømmer om at pjække fra den danske vinter i Prag, Rom, Nice eller Madras. Selv om den danske sanger, sangskriver og guitarist Rasmus Nøhr er generøs med tekster om kærlighed på sit andet album, 'Lykkelig smutning', så er der hele tiden også noget andet på spil. Det kan være et overraskende stilskift. Det er tit en udvidende strøtanke. Eller det er et af de drengede fløjt, han også charmede med, da han for to år siden debuterede som albumsolist og især blev kendt for den fløjtende kække 'Det glade pizzabud' sunget i duet med Ida Corr. 'Lykkelig smutning' bekræfter og uddyber det indtryk, debutalbummet gjorde: at Rasmus Nøhr ikke er specielt aparte, og at han heller gør kunstfærdige krumspring for at lyde som andet end sig selv. Hans tekster er en yngre drengerøvs mundrette og temmelig hverdagsprægede vers. Hans musik har melodiske omkvæd og er ikke voldsomt eksperimenterende, selv om han i ét øjeblik (titelnummeret) er tæt på lun, gammeldags dansktop ved hjælp af listebas og hammondorgel og i et andet ('Carboera') har lånt latinrytmer og bobleorgel af Santana. 'Rimelig almindelig' hedder en sang om ikke at være en af alle de eksponerede kendte, der afløser hinanden på tv. Rimelig almindelig er Rasmus Nøhr, men han er god til at være det. Han går ind i sine sange og leger med stemmekraft og stemninger, så der kommer flere lag også i de sange, der ellers lever op til den gamle anmelderfloskel om dagbogslyrik skrevet af syngepiger. Sådan en kliché er 'Ring nu' i nærheden, og han leger med den. »Et pigehjerte banker med 1000 bange tanker«, synger han i et vers. »Et drengehjerte banker ...« betror han i det næste på et album, hvor de oplagte referencer for øvrigt heller ikke kun er mandlige. Når han forsigtigt, og den sang skal synges forsigtigt, nynner sin langsomme kærlighedsvise 'Trines sang', kunne han være en dansk fætter til Lisa Ekdahl. Der akkompagneres han nænsomt af et band, hvor pianisten Jeppe Tuxen, bassisten Thomas Vang og trommeslageren Mads Andersen er nogle af de vigtige. Når sangene driver af fugtmættet rock'n'roll eller sur jalousi, spiller de musikere og flere til med på stemningerne. Mod slutningen af albummet er hverken det sproglige eller det musikalske overskud så stort som i begyndelsen. Alligevel: 'Lykkelig smutning' kan sagtens være sin titel bekendt. Rasmus Nøhr stikker fint af fra så meget andet dansksproget pop. Så ualmindeligt kan det almindelige altså også være.