0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er det mig eller mig, der er skør?

Med singlen 'Crazy' og albummet 'St. Elsewhere' har snart Vega-aktuelle Gnarls Barkley leveret en jublende, sørgelig hitparade. Hvis gennemgående tema er psykisk sygdom.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De seneste måneders mest markante hit i Europa har været singlen 'Crazy' med duoen Gnarls Barkley. Som den første single nogensinde har den toppet den britiske hitliste på baggrund af et download-salg.

Økonomisk er den dermed et gennembrud for musikbranchens ny måde at sælge varer på. 'Crazy' er blevet grovspillet i mainstream popradioer, og derfor har man også kunne støde ind i Cee-Lo Greens lyse, kraftige soulvokal i supermarkeder, tøjbutikker og andre steder, hvor musik skal opmuntre til større forbrug.

Den optimistiske melodi spillet af blandt andet potent funkbas kan sikkert sagtens sælge varer. Samtidig kan den så også efterlade hjernevred, hvis man lytter grundigt nok til at opdage, hvad Cee-Lo Green alias Thomas Calloway synger om. »I remember when I lost my mind / there was something so pleasant about that place / even your emotions had an echo / and so much space«, fortæller en stemme, der tidligere både har lavet soulfyldt hip hop som solist og som en del af den Atlanta-baserede gruppe Goodie Mob.

'Crazy' handler om at miste forstand og kontrol. Ligesom nogle af soulhistoriens bedste sange er den på samme tid både jublende, sørgelig og universel. Ikke at alle har prøvet at have behandlingskrævende knald i låget. Men i den moderne, stressprovokerende, multitaskekrævende livsform er det næppe ualmindeligt ind imellem at føle, at gevindet mellem psyken og virkeligheden er skruet skævt i.

Det er det, Gnarls Barkley formulerer spørgsmål om og sætter på spidsen i 'Crazy' og i alle de andre numre på albummet 'St. Elsewhere'. For til sidst i det 14. og afsluttende nummer 'The Last Time' at opfordre til dans og leg. »Don't deny me any further«, synger den ene side af den splittede Gee-Lo Green her til den anden.

'St. Elsewhere' var engang titlen på en tv-serie om et fiktivt hospital. Gnarls Barkley er nu et duonavn med henvisning til et fiktivt, personlighedsspaltet menneske. Cee-Lo Green og hans evne til at blende soul, blues og gospel i retning af James Brown, Al Green og Smokey Robinson er den ene halvdel af den underholdende maskerede duo.

Den anden halvdel er produceren Danger Mouse alias Brian Burton fra White Plains ved New York. Han har i forvejen har flere interessante projekter på samvittigheden. For et par år siden skabte han et såkaldt 'Grey Album' på baggrund af The Beatles' 'White Album' og Jay-Zs 'Black Album'. Sidste år var han Damon Albarns producerende samarbejdspartner på Gorillaz-albummet 'Demon Days'.

Nogle kritikere har givet Gnarls Barkley kælenavnet 'dette års Gorillaz', men hverken genre- eller vokalmæssigt er den albumaktuelle duo helt så spektakulær. Lighederne er, at også Gnarls Barkleys smittende poprap er indholdsrig, og at der er fokus på musikken i stedet for bandmedlemmerne som privatpersoner.

Hvad musikken angår, har de 14 numre på 'St. Elsewhere' masser af vellystne, fæle beats i bunden, adræt vokalarbejde i toppen og en bunke opfindsomme detaljer ind imellem. Ved hjælp af en stribe samples og måske - måske ikke - assisteret af studiemusikere spænder Danger Mouses kompositioner fra bluespåvirket, blæser- og orgelkrydret sydstatssoul til dyster dub med fedt bølgende ekko, natsort hip hop med myldrende monstre og for eksempel tamburinklirrende soulpop inspireret af 60'ernes Motownhits.

Det er let at høre på, det er unaturligt at sidde stille til for længe ad gangen, og det er velstruktureret showbusiness. Og så er det altså også tekstmæssigt et konceptalbum om feltet mellem gal og normal.

Som Gee-Lo Green synger et sted, er han altid mindst et par mennesker om dagen. Foruden alle de stemmer og væsner, der dukker op under hans seng, på hans lokum og uden for hans rude. Dem er han også. Han har prøvet en hel del for at slippe af med dem. Men ikke selvmord. »I've tried everything but suicide, but yes it's crossed my mind«, nynner han i 'Just a Thought'.

Lyder sådan et par linjer, som om Gnarls Barkley burde være forbudt for børn? Glem det. For det første er det allerede for sent. Ungerne lyser op ved lyden. For det andet er det fantastisk med et kalkuleret hit-på-hit-album, der behandler mental forvirring og udmattelse alvorligt. Det lyder måske sygt. Men det er sandt.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement