Foran coveret på Niarns andet album ligger et trickfoto. Et af den slags billeder, der forandrer udtryk, hvis man vender det lidt i lyset. I den ene version møder vi Niarn, en ung mand, stadig med et næsten barnligt ansigt. Et lille vrik i håndleddet, og vi sidder over for 'Antihelt', der tager sig ud som en statist fra filmen 'Nordkraft' med junkiedybe skygger under øjnene i det hærgede og desillusionerede fjæs. En lige så enkel som effektiv illustration på det dilemma, den 26-årige Nils Roos fra Aalborg stod i, da han skulle følge sin to år gamle og stærkt succesrige debut ,'Årgang 79', op. Skulle han fortsætte den provokerende stil som en nordjysk Eminem, der på en blanding af sprut, stoffer og snotnæset gadedrengelyrik kunne bringe blodet i kog hos blandt andre Hanne-Vibeke Holst? Eller skulle han vise os den følsomme Nils, der efter eget udsagn gemmer sig inde bag den bevidst hårde facade og konflikterne? Svaret får vi nok aldrig, for Niarn har valgt en helt tredje løsning og er indtrådt i rollen som Det Store Offer. Hele nationens musikalske syndebuk, der i stort set samtlige tekster fortæller, hvor synd det er for Niarn. Fra første færd i 'Gi mig alt I har' er missionen klar: »Så er jeg tilbage her med de forfærdelige tekster, ungdommen har taget til sig«, fulgt af en invitation til at »giv mig lidt flere stoddere, der vil smadre mig, giv mig lidt flere tøser, der hader mig«. For Niarn nægter, som han rapper, at forbedre sig. »Hey fuckhead kan du se det på mig/ jeg er stadig ikke blevet klogere, men jeg er heller ikke blevet dummere«, bekender vor mand. Fair nok. Men efter at have fået den udtalte modvilje mod at forandre sig stukket i snotten i 5-6 sange i træk helt uden antydning af bare lidt forløsende humor føler man sig selv som et offer for Niarns nyvundne offerrolle. Singlen 'Antihelt' er med al sin sammenbidte konsekvens ganske morsom, men her er budskabet trængt ind hos selv denne repræsentant for det åbenbart stærkt debile pressekorps - »anmeldersvanser«. Men vi slipper ikke for at høre, hvor galt det er at være under Niarns kasket. 'Bare sig til', 'Stadig rygende' og 'Fuck Up' fortsætter lidelseshistorien, til vi er langt ud over det patetiske: »Lige siden jeg har været knægt har jeg været lidt fucked up/ gjort alt det man ikke sku og troet, at det var godt nok, nu er jeg blevet ældre og ikke en skid er anderledes«. Nej, Nils, det er sgu godt gået. Man bliver helt glad for, at der dukker en kærlighedssang op i form af 'Når du græder', komplet med kvalmende heavy-guitarsolo. Men sandelig om ikke det viser sig, at kvinden, der ikke er en »kælling, ikke en møgluder, ikke en so«, også hader Niarn og hans livsstil, men elsker Nils. Hvad med en fusion? Det ville løse mange problemer, Nils. Men så ville det selvskabte image som elev i obs-klassen hos lærer Eminem selvfølgelig falde fra hinanden. Og det dyrker Niarn helt ned i detaljer som de indtalte beskeder på telefonsvareren fra blandt andre pladeselskabets Christian Backman. Til gengæld ville vi måske få den udvikling i Niarns univers, der også musikalsk står stille. Sammen med produceren Christian Sundsdal har Niarn udviklet et blødere, mere poppet univers omkring melodierne, der glider med samme dovne flow under mure af synthesizere som hos 50 Cent. Men nogen afgørende udvikling i forhold til 'Årgang 79' er der heller ikke tale om i musikken. Som rapper holder Niarn fast i sin desperado-stil med den pressede, hæse stemme. Lige så ensformigt som den musikalske ledsagelse i længden. Og når man inviterer Danmarks bedste rapper, L.O.C., og veteranen Jokeren i studiet til den i øvrigt forbløffende tamme 'Kærlighed i gaderne', risikerer man altså at falde igennem. Og det gør Niarn, der lyder som en postuleret knægt i selskab med de to voksne stoddere. Ærgerligt nok, for jeg kan personligt godt lide Niarn og hans provokerende ærlighed, når den ikke kammer over i selvmedlidenhed og pop. Det sidste, man har lyst til, er at have ondt af Niarn. Men det er sådan, man får det af at møde denne selverklærede Antihelt uden andre ambitioner end at forfægte retten til at holde fast i det bestående.