The Strokes er kommet i trodsalderen.
Efter fire plader har kvintetten fra New York valgt at lægge sig fladt ned på maven med udgivelsen af den aktuelle femte plade ’Comedown Machine’. De stiller ikke op til interview, og de tager efter alt at dømme heller ikke på turne.
Hvorfor? Det kan man i sagens natur ikke få svar på.
Men hvad værre er: ’Comedown Machine’ giver heller ikke rigtig nogen anledning til meget andet end et skuldertræk.
The Strokes lyder ganske enkelt som et band, der har udspillet deres rolle. Overlevet deres tid.
LÆS OGSÅ Uimodståelige Strokes gav skridsikker Roskilde-koncert
Guderne skal ellers nok vide, at der var brug for The Strokes engang. Brug for et nyt band, der kunne give rockmusikken et tiltrængt hvidt snit.
Året var 2001. Der var en tavle, der skulle skures ren, og den var fuld af blodfattige post-grunge rockbands, der hittede på stribe med den ene traurige rockballade efter den anden.
Fra Nickelbacks ’How You Remind Me’ til Stainds ’It’s Been A While’. Lystigt var det ingenlunde. Sexet var det mindst af alt. Patosfyldt? Absolut.
Men så landede The Strokes’ debutsingle ’Hard To Explain’ som et forfriskende gok i nødden på selvhøjtideligheden. Navnlig takket være forsanger Julian Casablancas’ vokal, som lød som noget, der var på vej hjem fra byen kl. halv syv om morgenen, imens både guitar og trommer høvlede frenetisk af sted nedenunder.
Det var ny vin på gamle flasker. Men det fungerede.
Få højdepunkter
Dengang sparkede The Strokes nyt liv i rockmusikken. I dag ville jeg ønske, det omvendte ville ske – at rockmusikken ville losse nyt liv i The Strokes.
Nok forsøger de sig med prikkende funkbas og groovy guitarer undervejs. Men energien synes fordampet.
Og bandets charmerende skødesløshed er druknet i en nærmest mekanisk præcision, der kun i glimt viger til fordel for momentvis skævhed, som i det store billede fremstår noget kalkuleret, som på ’Welcome to Japan’.
Samtidig lyder Casablancas’ engang så karismatiske stemme påfaldende slidt, og det hjælper ikke just på charmen, at flere sange bliver sunget i en tyndbenet og sart falset, når den ikke bliver helt skinger som på ’One Way Trigger’.
LÆS OGSÅ The Strokes tæmmer egoerne efter fem års fravær
Nok har den sløsede stil alle dage været Casablancas’ adelsmærke som sanger. Men på numre som ’Slow Animals’ og den afdæmpede ’80’s Comedown Machine’ lyder han som en mand, der er ved at falde i søvn.
Bedre går det på førstesinglen ’All the Time’, hvor bandets klassiske dyder slår længe ventede gnister med en gyngende basgang gratineret med hidsig guitar og Casablancas’ vokal nede i et leje, der klæder den, imens den drævende flyder ud over en melodi fuld af klædelige undertoner af isblå melankoli.
’All the Time’ er pladens fineste stund. Måske fordi den lyder som et udmærket bud på lyden af et lidt mere voksent og følsomt The Strokes anno 2013.
Men desværre er højdepunkterne til at overse på et album, der er bandets sidste aftalte album ifølge deres pladekontrakt med RCA.
Måske var det en meget god ide at stoppe her. En vognstang skal der i hvert fald vinkes med herfra.
fortsæt med at læse
