Lyt til artiklen
Der sker noget særligt, når den store alvor toner frem i popmusikkens behagesyge mekanismer. Når den episk-romantiske gravitas hægter sig på et bevægende omkvæd og får sjælens opadstræben og hjertets hunger efter varme til at smelte sammen med kroppens længsel efter duvende, dunkende rytmik.
Sådan et øjeblik indtraf for mig, da den svenske popsanger Jonathan Johansson i 2011 så at sige voksede ud af sine egne sko med albummet ’Klagomuren’.
