Hiphop har det ry, den fortjener. Når rapperne vifter med deres uzier og dypper guldkæderne i champagne, bliver det let kogt ind til en maskulin duelkultur. Lige nu sætter den blæste partykarrusel i Atlanta den afgørende tone i hiphop. Men nede under al den stereotype larm er hiphop også noget andet, og hen over sommeren har en række udgivelser rejst en anderledes lavmælt samtale og skabt et rum for bekendelser og personlige blottelser.
I grunden begyndte det i juli med Jay-Z og den ældre hustlers første alvorlige selvrefleksioner på ’4:44’, men Tyler, the Creator og Vic Mensa viser med deres seneste album, at man ikke behøver at vente, til man er pensionsmoden som Jay-Z (ja, hiphop har en ungdomsvitalt vindue, der er mindre end balletdansernes), før man gør sig overvejelser over, hvad det egentlig er, man har gang i.
